Arthur Machen (1863-1947) har angiveligt inspireret både H. P. Lovecraft og Stephen King, og det forstår man godt. I nogle af Machens fortællinger optræder intet mindre end den ultimative ondskab præsenteret i det ultimative gys. Spændingsopbygningen er imponerende, men der er et lille problem – måske mest set med nutidige øjne: Når man gennem mange sider har fået sat blus under forventningen til dette ultimative gys, så er det vanskeligt for fortællingen at leve op til det. Det kan næsten ikke ende med andet end en dæmpet løben ud i sandet. Ikke at det er afgørende. Det er stadigt vidunderlige gyserfortællinger, men med en lang spændende rejse mod gyset, forventer man, at forfatteren kan overgå ens fantasier, selvom både Den ottende passager og The Ring har deres begrænsninger (i modsætning til eksempelvis Hitchcocks Psycho).
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller:
som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …
Fortællingerne er næsten alle karakterernes egne beretninger – oftest præsenteret i samtaler mellem to seriøse mænd, der aldrig har troet på det overnaturlige. Det, at den der har oplevet det uhyggelige selv er fortælleren, giver måske den beroligelse, at man kommer sikkert ud af gyset igen, selvom man deltager i fortællernes oplevelse:
Jeg bevarede selvkontrollen, selvom rædsel og en modbydelig kvalme steg op i mig, og en stank af forrådnelse var ved at kvæle mig.
På den anden side indeholder bogen også en lille lykkelig historie om, hvordan englænderne fik hjælp, da de stod til at blive mast af 300.000 tyske soldater med artilleri. Det er første verdenskrig, og den lille engelske styrke kan godt se, hvor det bærer hen. Nogen synger stadigt It’s a Long Way to Tipperary, men nu slutter sangen med: vi når aldrig hjem, håb er der ikke mere
… så langt øjet rakte, kunne de se tysk infanteri trænge ind på dem, kolonne efter kolonne …
Og midt i atmosfæren af nederlag er der en enkelt soldat, en der kan lidt latin og engang har spist en bøf der bestod linser og nødder. Han kommer pludseligt i tanker om mottoet på vegetarrestaurantens tallerkner: Adsit Anglis Sanctus Georgius. Han siger det som et mantra, måske fordi han i sin venten på snarlig død har brug for et mantra, og pludseligt sker der ting og sager.
Måske bedst egnet til højtlæsning i større grupper.
Den store gud Pan
og andre fortællinger
Arthur Machen
Oversat af Hans-Jørgen Birkmose
197 sider
Hoff & Poulsen
Udgivet: 04.11.2021
Birte Strandby
