Den lange afsked, kunsten at pakke sammen efter sine forældre. Det er det, Plum Johnson fortæller om i De efterlod os alt.

Plums forældre dør med et par års mellemrum, og hun påtager sig at flytte ind i deres hus, hendes og hendes søskendes barndomshjem, rydde op og får styr på de effekter, forældrene har efterladt sig. Hun har seks uger til opgaven, der i perioder kan synes uoverskuelig, og hun får styr på meget andet end de fysiske effekter.

Det bliver til den endelige afsked med forældrene. Til morens begravelse konfronterer nogle af gæsterne Plum med en version af moren, som ‘hun ville ønske hun havde kendt’. En mor der var en hjælp og støtte til mange unge og yngre kvinder, men ikke rigtigt blev opfattet som en støtte for sin egen datter. Plum husker bedst morens egoistiske invasion af hendes privatliv.

Tiden i huset bliver også et blik på forældrenes ægteskab, der begyndte under anden verdenskrig, hektisk og romantisk. Siden udviklede forældrene deres egen krig, og først da den ældste søn dør af kræft, 42 år gammel, kommer det til en længerevarende våbenhvile.

Med til familien og ægteskabets historier hører det fantastiske hus i Canada med udsigt til søen og 23 værelser – ifølge faren den virkelige årsag, til at de aldrig blev skilt: de mange værelser gjorde, at de ikke mødte hinanden hver dag.

Plum tænker ligeledes tilbage på barndommen med den pertentlige far og moren, der efterlod sig et spor af rod og uorden. Faren der slog sine små drenge for at give dem karakter, og moren der både trøstede – og var den der fortalte faren, hvad de havde lavet, der kunne berettige til at straffe dem. Forbløffende at den form for børneopdragelse ikke ligger mere end 50 – 60 år tilbage i tiden.

Enhver der har prøvet at rydde op efter en forældres død vil kunne værdsætte den indsigt og forståelse Plum Johnson så smukt viser for processen, for den endelig afsked med barndommen.

Plum Johnson

De efterlod os alt

Oversat af Nanna Lund

318 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby