Måske har vi lært i skolen, at Thyra lod Dannevirke bygge, at Gorm den Gamle døde før sin hustru, og at Harald lod danerne kristne, Men der sker landevindinger i historien, både med hensyn til dateringsmetoder og nye opdagelser. Historieskriveren Saxo har tidligere været storleverandør af de historiske fakta, men han havde ikke ret i alt.

For eksempel afslører mag. art. Klaus Ebbensen for læseren, at bygningsværket Dannevirke allerede eksisterede i 400-tallet, og at der sidst blev bygget på den i 968 – og det var Harald der var bygmester. På den lille Jellingsten skriver Gorm om sin afdøde hustru Thyra.

Thyras grav er aldrig fundet, men Gorm den Gamle ligger i Jelling. Oven i købet ved man nu, at Harald har fået faren gravet op, hans knogler døbt i den kristne tro og derefter genbegravet ham i den nye trækirke i Jelling

Også årsagen til Haralds interesse for kristendommen har fået en ny vinkel: I hans regeringstid var der konstant pres på landegrænsen mod syd. Tyskerne ville erobre Danmark, og de brugte kristendommen som begrundelse. De ville omvende danskerne, og få dem til at betale skat til den tyske kejser. Så ved at lade sig kristne begår Harald et smart politisk træk. Nu har tyskerne ingen grund til at komme rendende. Det besynderlige er, at Fyrkat ved Hobro var en hedensk borg, også bygget af Harald – og senere end Jelling. Harald må have skønnet, at kristendommen var vigtigere sydpå.

Jelling er et interessant indslag i et stykke historie under udvikling. Det er også en bog, der opfordrer til, man følger med i forekomsten af ny viden på området.

Hvad angår kristendommen har Flemming Chr. Nielsen skrevet Sort hedder en sten, om hvordan det tog adskillige århundreder, før danerne blev kristne, og Anders Lundt Hansen har skrevet Sølv, blod & kongemagt om, hvordan vi generelt har misforstået og fejldateret vikingetiden. Historien er under forandring.

Klaus Ebbesen

Jelling

Historien om Gorm den Gamle. Thyre Danebod og Harald Blåtand

100 sider

Gyldendal

Udgivet: 2018

Birte Strandby