Michala Kramer står bag madbloggen Micadeli – https://micadeli.dk/  – og instagramprofilen af samme navn. i ”Vegansk aftensmad” har hun samlet et bredt udvalg af sine allerbedste opskrifter på aftensmad. 

Bogens forfatter flyttede hjemmefra som 17-årig, og var på det tidspunkt ikke særlig bevendt i et køkken. Eftersom hun oplevede et behov for sund og grøn mad, gik hun i gang med at leve kødfrit. Hun blev herefter veganer. Michala Kramer savnede imidlertid input til sin grønne madlavning, så for fem år siden tog hun initiativ til sin egen madblog. I dag er der lige knap 500 veganske opskrifter til rådighed på bloggen. 

I ”Vegansk aftensmad” viser Michala Kramer at vegansk mad ikke er mere kompliceret, end hvad man gør det til. Bogens 100 opskrifter er fordelt på ni kapitler: Hverdagsmad, Pastaretter, Frikadeller og nuggets, Simreretter, Suppe, Asiatisk, Mexikansk, Mellemøsten og Tilbehør. Derudover er der et kapitel med kort gennemgang af 15 tørvarer dvs. et basislager, som Michala Kramer anbefaler at have. Til slut er der et register. Jeg mangler i dén grad et stikordsregister, der baserer sig på råvarer, så man bedre kan få tømt sit køleskab og få bugt med madspild! 

Der er tale om gode og gedigne aftensmåltider til hverdag og hygge, ligesom opskrifterne gør sig fint til grønt gæstebud. Alle opskrifter er til fire personer. Hver opskrift præsenteres på et dobbeltopslag med én sides farvefotografi af den færdige ret og én sides trin-for-trin opskrift. Michala Kramer har selv fotograferet og det har hun gjort godt! 

Ved de fleste opskrifter indledes med en kort personlig kommentar, der fortæller om smagen og giver et par små tricks. Jeg kunne have ønsket, at forfatteren konsekvent havde forsynet alle opskrifter med en introduktion. Enkelte opskrifter er udstyret med et afsluttende tip til tilberedning eller til valg af råvarer. Layoutet understøtter formidlingen på glimrende vis. Opskrifterne er således letlæselige, og det er overskueligt at gå i gang med Michala Kramers grønne madlavning! 

Bogens store kvalitet er, at Michala Kramer tager afsæt i en meget bred vifte af madretter, som kendes fra det konventionelle køkken. Eksempelvis i afsnittet Hverdagsmad, hvor hun fx laver Fish´n´chips med panerede pastinakker, linselasagne og en klassiker i form af tarteletter, hvor fyldet består af stuvede grøntsager. Michala Kramer benytter konsekvent havremælk til sine saucer (hvor det ikke er asiatiske). For en mere fyldig og cremet konsistens, kunne man med fordel anvende en form for plantefløde. Havremælk har nemlig – ofte – en ret vandig og også lidt sødlig smag.  

Afsnittet Frikadeller og nuggets skal også nok blive en stor succes med opskrifter på linsefrikadeller, quinoadeller, tofunuggets og blomkåls-hotwings. Novicer udi det kødfri køkken kan imidlertid ofte have svært ved at håndtere en plantefars. Man skal ramme den rigtige tekstur og huske hviletid. Derfor ville et foto af farsen – før stegning – være ideelt for mangen en læser. På samme vis ville bogens nytteværdi øges, hvis Michala Kramer angav, hvilke rå farser og færdige frikadeller/nuggets der kan fryses. 

Generelt bytter Michala Kramer kød ud med bælgfrugter, tofu eller grøntsager. Der anvendes ikke køderstatninger udover tofu, som er et naturligt sojaprodukt. Hun har en meget fin sans for tilsmagning og er heldigvis heller ikke fedtforskrækket. Det er nemlig vigtigt for at bibeholde smag nok. Personligt ville jeg tilføje en form for hakkede nødder, kerner eller frø til min plantefars for at tilføje mere smag, tekstur, fedt og god næring. 

Det undrer mig, at Michala Kramer ikke i større grad anvender nødder, kerner og frø i opskrifterne. I kapitlet med pastaretter ville det også være oplagt at gøre brug af disse. 

Smag og behag er altid forskellig, når man laver mad. Michala Kramer er glad for at smage til med spidskommen. Hun anvender det meget bredt – og også gerne i italienske retter og ”mormormad”, så som simreretter a la Shepards Pie og Gullasch. Dér ville jeg klart anvende muskatnød i stedet. 

Overordnet set får du her en fin og meget brugbar vegansk kogebog, der fokuserer på aftensmad. Den beviser, at det kan gøres varieret, smagfuldt og ukompliceret. På plussiden er også, at du ikke behøver at købe ind i fem specialbutikker for at lave bogens opskrifter. Den veganske hverdagsmad er nemlig både sund og prisvenlig. Opskrifterne er lige til at gå i gang med! Bogen i sig selv er en smuk og indbydende oplevelse, der lokker til flere kødfrie stunder. Velbekomme. 

Vegansk aftensmad

Forfatter: Michala Kramer

Forlag: Politikens forlag

232 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: Den 29. 3. 2022 

Anmelder: Nønne Lønne Votborg