I 15 kapitler og et efterskrift får vi Rane Willerslevs kommentarer til opdragelse, uddannelse, museumsudvikling og udvikling af mennesket.
Det begynder brutalt med en mand der smider sine modstræbende femårige tvillingesønner ud fra tremetervippen i svømmehallen. Det skulle give rygrad. Willerslev anbefaler ikke metoden, men indrømmer at det at blive smidt ud på steder, hvor man ikke kan bunde – metaforisk eller i virkeligheden – kan bidrage til en solid form for selvtillid.
Vi kommer vidt omkring, og Willerslev tilslutter sig gruppen af forskere der foretrækker engagement og visioner fremfor fejlfrihed i lighed med Lene Tanggaard og Henrik Marstal, der i bogen ‘Jeg lytter, altså er jeg – tanker om musik og liv’ skriver … at spille småfalsk eller enkelte forkerte noder er småsynder, men at spille korrekt, kedeligt og uden passion – det er en dødssynd.
Af samme grund går Willerslev ind for udviklingen af det kreative, og her kommer vi ind på den forandring Nationalmuseet har gennemgået. Med Willerslevs ord skal publikum engageres og levere et ‘WOW’, et ’AHA’ og helst et ‘Hva’ Fanden?’ Museumsdrift handler om at sætte tanker og samtaler i gang, og det har blandet andet manifesteret sig i samarbejdet med Jim Lyngvild om udstillingen Vikinger – og i en kommentar til Kulturministeriet, om ikke at skære i ydelserne, men i stedet støtte forsøg på at gøre museet mere relevant for et større, betalende publikum.
Dagens uddannelsessystem får sin andel af kritikken, og i den forbindelse roser Willerslev Tommy Ahlers for at have fjernet den karakterbonus, der skulle få unge hurtigere gennem systemet og samtidigt tillade, at man kan vælge en anden uddannelse, hvis den første skulle være et dårligt match. Sammenholdt med at vi bliver ældre og sandsynligvis også mere sundhedesbevidste og friske i længere tid, og dermed fortsætter længere tid på arbejdsmarkedet – ‘ingen kan spille golf i tre årtier’ – vil det give de unge mulighed for at bruge længere tid på uddannelse. Og måske er der den følgevirkning, at nye akademikere i institutionerne bliver ældre og dermed har modet til at sige fra, skulle en eventuel ny new public management-trend dukke op blandt politikere.
Willerslev har mange interessante kommentarer til rygrad og rummelighed i dagens Danmark. Der er stof hentet fra ‘På flugt i Sibirien’, men det er relevant og anvendeligt i sammenhængen. Et godt bidrag til dagens debat fra et visionært menneske.
Rygrad og rummelighed
Rane Willerslev
167 sider
People’s Press
Udgivet: 15.04.2019
Birte Strandby
