Lille Bange Egern er – som titlen måske allerede har røbet – en fortælling om et lille egern, der er bange for alt. For eksempel er han bange for at blive bidt. Læseren skal derfor børste sine tænder med bakteriedræbende tandpasta eller vaske sine hænder med antibakteriel sæbe inden læsningen.

Lille Bange Egern

er bange for grønne marsmænd, giftig efeu, hajer og meget andet. Derfor forlader han ikke sit trygge nøddetræ med den fantastiske udsigt, selvom dagsprogrammet – spise en nød, kigge på udsigten, spise en nød – sommetider bliver lidt ensformigt. Lille Bange Egern har udarbejdet planer for nødsituationer. Første punkt er at gå i panik, og det sker faktisk, og så opdager Lille Bange Egern en helt ny mulighed der giver krydderi til dagsprogrammet.

Lille Bange Egern får en ven

Fordi Lille Bange Egern er så bange, foretrækker han at være alene. Han strikker og fløjter og læser, indtil han en dag i sin kikkert ser den helt perfekte ven: en fisk. Den er ren, stille, har ingen tænder og er bakteriefri. Så Lille Bange Egern vover sig ud af sit træ med navneskilt, friskpresset limonade og beklædt med luftfrisker for at gøre et nyt bekendtskab. Han har lagt en omhyggelig plan for, hvordan han får kontakt, men så er der pludselig en hund bag ham. Det ødelægger planen totalt, men måske får han en ny næsten perfekt ven.

Fed bog at læse med de mindste. Charmerende tegninger, komik der er til at tage og føle på og oplæg til gode dialoger. For eksempel har Lille Bange Egern lavet en risikotest. Her spørges først: Hvem er du? og der er mulighed for at krydse af ud for hvalros, fisk, krokodille og andet. Næste spørgsmål går på, hvor mange tænder man har, og spørgsmål 3 er: Hvad er din hobby? og her er mulighed for at sætte kryds ud for ‘at bide’ eller ‘andet’. Ved spørgsmål 4 er der silhuet af et egern, og her kan man sætte kryds i boksen for ‘ven’ eller ‘noget at bide i’. Det burde være en sikker test.

De søde tegninger minder lidt om Mike Oldlands Det store bjørnekram og Elg søger lykken.

Mélanie Watt

Lille bange egern/Lille bange egern får en ven

Oversat af Rebekka Gertz Andersson

30 sider

Vild Maskine

Udgivet: 12.04.2018

Birte Strandby