Max Vero og co. fortsætter som piloter i krigen mellem rigerne Beleria og Darien. Max er egentligt en dreng, men hans opgaver som pilot er voksne, og i denne bog bliver Max forfremmet til løjtnant.

Illustrationerne er som i de tre foregående bøger – Alarm på basen, Det nye fly og Skudt ned – dramatiske, og der er adskillige fartstriber på billederne, der blandt andet illustrerer Max i sit fly og på motorcykel. Motorcyklen er veninden Sitas projekt, og den bruger en solkrystal for at komme frem. Fra illustratorens side har motorcyklen fået særlig opmærksomhed: Den er tegnet fra flere vinkler og med nærbilleder af motor, frekvensomformer og trinløs hypertransmission.

Max Vero har kæmpet en brav kamp og skudt fjendtlige fly ned, men bliver glad da han hører rygter om mulighed for en snarlig fred. Desværre vender hans ven Amir ikke tilbage efter sit sidste togt. Han er blevet krigsfange i Darien. Det kan hverken Sita eller Max Vero bære, og Max tager motorcyklen for at køre til fjendeland og hente Amir. På vejen genser han Naima fra Darien, som han tidligere har mødt i krig. Skønt de er naturlige fjender, er de blevet venner, og Naima tilbyder at hjælpe Max.

Det bliver en farefuld færd – lige til en action film. Der er halsbrækkende køreture, og Max bliver senere involveret i kontraspionage.

Max’ far kan få vanskeligheder med sin gamle rolle som opdragende far, hvis han vender tilbage – fordi Max trods sin unge alder allerede er et færdigt, ansvarsfuldt menneske.

Der er fart og spænding over historien om de unge helte med de tunge opgaver. Samtidigt gøres der meget ud af begreber som venskab, ære, respekt, mens familiebegrebet nedtones.

Cecilie Eken

illustreret af Peter Heydenreich

80 sider

Høst & Søn

Udgivet: 06.11.2015