Peter Højrup (født 1974) skriver sætning på sætning i en lind strøm, og vi glider med strømmen. Let og elegant går det med beskrivelser, der giver gode billeder af omgivelser og hændelser.

Nogle gange fatter vi ikke ganske, hvad der sker. Først flere sider henne, får vi forklaringen. For eksempel da vores hovedperson, Betty,  gebærder sig som en fugl sammen med en del andre fjerede væsener … Ren rablende fantasi? Det viser sig, at vores Betty er kommet i kontakt med en gruppe kvinder, der nu er arbejdsløse. Og bruger den sidste bestilling på dragter til en teaterforestilling, der ikke blev til noget,  til demonstrationer mod forholdene i Spanien.

Og ja, vi er i Madrid i 2012.

Den sagesløse læser ved ikke meget om Betty, men det skyldes vist nok, at  han ikke har læst Højrups roman Til stranden fra 2017. Jertefloden er, skriver forlaget,  en selvstændig fortsættelse til denne.

I nogle få sætninger antydes det, at Betty er flygtet fra en voldelig mand, der har holdt hende i et brutalt  jerngreb. Nu tuller hun så rundt i Madrid

Hun er bestemt ikke lykkelig. Må tåle ydmygelser hos værtinden på pensionatet og hos den restauratør, hvor hun har et underbetalt og slidsomt job. Det hele minder hende om sit tidligere liv.

Hos kvinderne med fugledragterne finder Betty en form for håb og kaster sig ud i deres aktiviteter. Peter Højrup har skrevet en roman, der rummer fællesskaber, masser af vold, kærlighed, kvindekamp og meget andet af, hvad livet rummer og udfordrer mennesker med.

Det er faktisk godt gjort. Og nu må denne anmelder hellere se at få læst Til Stranden

Jertefloden 

Roman

Forfatter Peter Højrup 

284 sider 

Udkom 2023

Gyldendal 

Anmelder Bjarne Gregersen