Hvilket velfærdssamfund?

Vi bor i et velfærdssamfund, et af de rigeste i verden, og hvis vi falder og brækker benet, er hjælpen kun et telefonopkald væk. Men vi har stadigt en del vanskeligheder.

Som socialordfører er Pernille Rosenkrantz-Theil stødt på en stribe uløste problemer, der ‘fastholder børn og familier i dårlige og ufrie liv’. Hermed menes for eksempel psykisk mistrivsel, eller som forfatteren retorisk spørger: Hvor ringer man hen, hvis ens 13-årige datter er begyndt at skære i sig selv?

Rosenkrantz-Theil tager os på en kort tur rundt i diverse problemfelter: forældres misbrug og alkoholisme, forældres helbredsproblemer, præstationssamfundets effekt på stressniveauet.

Der er nok at tage fat på, og alt for mange børn taber vi på gulvet. Eksempelvis behandles alkoholikere, men der er sjældent plads til også at tage sig af børnene. Kun to procent af de godt 15.000 alkoholikere der er i behandling modtager familie- og eller netværksbehandling. Børn af misbrugere er i en særlig risikogruppe, og det fører videre til et andet problem: at der er stor forskel på, hvordan kommunerne tager sig af underretninger, måske burde langt flere børn anbringes uden for hjemmet?

Det er vigtigt at hjælpe børnene og på sigt en god forretning: For hver en krone der bliver anvendt på gratis psykologhjælp til unge, spares der 3,50 kr. på psykiatrien. At omlægge hele den sundhedssociale sektor så stress og angst behandles på lige fod med brækkede ben og lungebetændelse vil naturligvis kræve ressourcer. Men det er der også flere forslag til. I det hele taget er der mange gode initiativer såsom familiehuset der skal rumme alle aspekter af det sundhedsfaglige liv fra jordemorder, pædagoger, terapeuter til lærer. Familiehuset skal kunne støtte udsatte familier, køre forældrekurser, sprogstimulere og andet.

Hvilket velfærdssamfund? er tydeligvis skrevet på indignation over tilstanden for mange børn i landet og over stressniveauet hos unge mennesker, og det må være indlysende, at noget skal gøres. Forfatteren har mange udmærkede forslag, men man får lidt følelsen af at være tilskuer ved et vælgermøde, der er mange hurra-ord og megen maskingeværsretorik, måske også mere end nødvendigt. Det bliver hurtigt følelsesladet, hvor de helt konkrete forslag drukner lidt i ord-havet. Til gengæld er det godt at vide, at Danmarks nye børne- og undervisningsminister har nogle klare mål og idealer for sit virke.