En verden uden fattigdom. Social virksomhed og kapitalismens fremtid

”Fattigdom og magtesløshed er grobund for terrorisme”

Med udgangspunkt i ovenstående citat må man undre sig over, at  ”En verden uden fattigdom” ikke allerede har fået guru-status på det frie marked.

Nobelpristageren anno 2006 fra Bangladesh beretter om Grameen Banks opståen, der begyndte som et projekt med at give lån til verdens fattige, der således får mulighed for at starte deres egen virksomhed og dermed for at forsørge familien. Basalt handler det om en tilkendegivelse af, at fattige kan være kreditværdige – tilbagebetalingsprocenten i Grameen Bank ligger på 98 – og et opgør med fordomme (fattige ønsker ikke at arbejde, har ingen ideer) samt øje for at påvirke det frie marked, der i langt højere grad end stater, NGO”er og erhvervsliv vil være i stand til at løse problemer som global fattigdom og miljøødelæggelser. Især hvis markedet, herunder især bankerne, nedtoner den herskende fattigdoms-apartheid og ikke udelukkende søger at tilfredsstille de rigeste interessenters økonomiske mål.

Vejen frem er den sociale virksomhed, og den findes i to grundudgaver:
1 – virksomheder der fokuserer på at realisere sociale mål snarere end at maksimere profit for ejerne. Danone er bogens lysende eksempel.
2 – virksomheder der ejes af de fattige. Der er her tale om en profitmaksimerende virksomhed, hvor den samfundsmæssige gavn er lig med den værditilvækst/det udbytte der skabes, idet denne tjener til at gøre den fattige mindre fattig og måske endda helt afhjælper fattigdommen. Den sociale virksomhed er selvfinansierende, selvkørende, selvbevarende, selvudvidende. Investorerne får deres penge tilbage, men der er ikke aktieudbytte at hente.Så kan man overveje, hvorfor de mange milliarder der går til velgørenhed ikke øger velstanden hos verdens fattige, men som nævnt i bogen, så skaber velgørenhed ofte et ensidigt magtforhold og afhængighed, hvor sigtet burde være uafhængighed. Alternativet er demokratiske institutioner i forbindelse med lokalt selvstyre (Grameen Banks centre i landsbyerne), hvilket formodenligt også er et argument for den høje tilbagebetalingsprocent: Alle kender alle, og vurderingerne af låntagere og behov foregår i landsbyens center.Låntagerne forventes at følge ”de seksten beslutninger” herunder skabe velstand, dyrke og spise grøntsager, sørge for uddannelse af børn, holde miljøet rent, ikke tage medgift, ikke bortgifte børn, mens de er børn og kollektivt deltage i alle beslutninger i centret. At forlade fattigdommen har flere fordele: Når flere børn overlever, har forældre mere lyst til at bruge prævention. De er ikke nødt til at få fem-seks børn i håbet om at opfostre to.Forandringerne i Bangladesh er mærkbare, og Grameen driver nu 25 organisationer med forskellige interesser: Eksport af håndvævet stof, landbrugsstipendiater, social, risikovillig kapital til iværksættere og meget andet.

Bogen vrimler med tal til underbygning af den fremgang Bangladesh har oplevet siden oprettelsen af Grameen Bank i 1983, og man kan kun beklage, at principperne ikke er bedre kendt og dyrket i den vestlige verden, hvor vi jo nok kunne bruge, at nogle ”udviklingsstrategiers fokusering på materiel akkumulering og materielle resultater skiftes til mennesker, deres initiativ og foretagsomhed.” Så vidt vides er det herhjemme kun Andelskassen Merkur, der praktiserer bankvirksomhed efter lignende principper?

Det er en fremragende bog, der giver læseren mulighed for udvidet horisont. Skal man sige noget negativt, så er det, at forordet er ret kedeligt (men heldigvis kort), og at begrebet andelsbevægelse er en rigelig bred oversættelse at et ord, der kun skal dække en økonomisk model.

Til måling af denne nye udgave af kapitalismen er indført en HIP-score = Human Impact + Profit, hvor virksomheder bedømmes efter deres sociale, miljømæssige og finansielle adfærd. Så bliver det spændende at se, hvilke virksomheder der scorer højt her.

En verden uden fattigdom. Social virksomhed og kapitalismens fremtid