Historien om Jesper der er højt begavet og ude af stand til at passe et job med almindelige arbejdstider. Det gør ham til et psykiatrisk tilfælde, indtil han selv – efter mange år – får sig trappet ud af medicinen. Der følger nogle fordomme med, når man er som Jesper, og i en ubehagelig scene er han tæt på at blive anklaget for en forbrydelse, han aldrig ville begå.

Gert er bror til Jesper, og han er fortæller i en del af bogen. Maria, der er Jespers kæreste, forteller også om Jesper og om sit eget liv, ‘for hun er også mere sårbar og angst end de fleste.’

Gert og Jespers far forlod familien, da drengene var et par år gamle, moren gik i spåner, og børnene havnede på børnehjem i nogle år. De tager ikke så tungt på rapserier, og på et tidspunkt får de en findeløn for at aflevere en cykel, som Gert selv har taget – for at se hvor langt han kunne kaste den. Jesper er den af brødrene der får gode ideer, og Gert er den der beskytter det følsomme geni, der ikke tåler, at nogen – dyr eller mennesker – lider. Jesper er forfærdeligt skrøbelig, og Gert gør, hvad han kan for at beskytte ham. 

Efter at Jesper mere end 30 år efter barndommen har afsluttet sin medicinering, forlader han også sit bosted og flytter i første omgang ind i Gert og hans kones campingvogn På et tidspunkt får han nok af det og flytter ud i skoven, hvorfra han kun dukker op, når han skal have vasket tøj. Mens han bor i skoven, kommer han hver dag forbi en børnehave. Børnene er glade for ham, og børnehavelederen tilbyder ham praktiske opgaver i børnehaven. Men forældrene protesterer, og der skal ikke meget til at udløse hysteri, især ikke da en lille pige pludseligt forsvinder.

Mågesang er en beretning om psykisk sygdom, følsomhed og sund sans, der ikke altid er, hvor man forventer den vil være. Det er god læsning, der venligt viser, hvor vi som samfund let træder ved siden af, og hvornår de svageste er de stærkeste

Bonusinfo: Mågen på bogens forside hedder Mona og er socialt anlagt.

Mågesang

Claus Peter Horstmann

203 sider

Brændpunkt

Udgivet: 01.12.2020

Birte Strandby