Ameena og Jamilla møder hinanden, da de er teenagere. De bor begge i et belastet kvarter i England – elevatoren lugtede af øl og bræk. Og det flød med sprøjter og brugte kondomer. … De brune arbejdere rykkede ind. Lugten af bræk og øl forsvandt. Sprøjterne og kondomerne forsvandt. Graffitien blev flersproget. Alt andet blev ved med at være som det var.
Ameena er løssluppen og frihedssøgende, Jamilla abonnerer på en streng fortolkning af Islam. De er tætte veninder, selv om Jamilla har vanskeligheder med Ameenas opførsel, indtil Ameena bliver kasseret af en dreng og selv opsøger religionen. Hun får kontakt med en gruppe jihadister på nettet og taler om at gifte sig med en af de mere militaristiske repræsentanter.
Jamilla på sin side forventer at uddanne sig, men hendes familie præsenterer hende for en potentiel ægtemand, og pludselig virker det fornuftigt at rejse til Syrien sammen med Ameena. De flytter ind på et pigehjem, hvor de hjælper med de daglige opgaver. Ameena bliver gift med sin jihad-kriger. Og krigen breder sig til pigehjemmet. Jamilla observerer, gengiver, accepterer en tilværelse der er meget anderledes end den var i England. Og en dag vender Ameena tilbage med mærker efter piskeslag på ryggen. Det er ikke en Ameena, Jamilla kan genkende – slet ikke da Ameena vil have hende involveret i en selvmordsaktion.
Jamilla er fortælleren, der fortæller Ameenas historie til forfatteren. Hendes i begyndelsen barnlige stemme forsøger at forklare betydningen af religionen for læseren. Opfattelsen af Vesten som hyklerisk kan man godt købe, men fremstillingen af de mere dystre udgaver af Islam virker tilsvarende afskrækkende, ikke mindst da der på et tidspunkt er en bogbrænding på pigehjemmet.
Der er stadigt et par uafklarede spørgsmål efter læsningen, men romanen bidrager til et mere klart billede af, hvad religion kan betyde for unge.
Jihad Jane
Tabish Khair
Oversat af Ole Alkærsig
258 sider
EC Edition
Udgivet: 2018
Birte Strandby
