Selvbiografisk roman om stifteren af Klub Jet.

Mit liv og person var et utempereret kontrapunkt spaltet mellem teologiske studier og dyb fattigdom og det mest eksorbitante skørlevned på den anden.

Denne roman skiller sig ud ikke mindst på grund af sprogbehandlingen, der præsenterer os for dybsindige, sommetider klarsynede sætninger:

…hvis banale kendskab man kunne tilegne sig ved at tilbringe fem år på universitetet eller alternativt ved at tilbringe fem minutter i virkeligheden…

Og sommetider for overkonstruerede, ufikse og vanskeligt forståelige ordstriber:

han kiggede mig ukamufleret an, hvor jeg næppe havde ventet det

Jeg holdt meget af slavisk kunst. De havde fået så mange bank gennem tiderne, at de kunne spille en habil fiol.

Nogle sætninger er så konstruerede, at de nærmest barrikaderer for historien. Til gengæld er den bagvedliggende beretning af begrænset nyhedsinteresse: Forfatteren rejser rundt i verden både på første klasse og som blind passager – og forelsker sig i kvinder, der alle er smukke men ikke ellers er levnet megen personlighed.

Godt 100 sider inde i bogen beskriver forfatteren sit korte ægteskab med en kendt nyhedsoplæser, og det pres de var udsat for, da hun stillede op for de konservative og han udgav sin første bog. Begge dele blev dårligt modtaget, men i nærværende roman er netop denne beskrivelse ærlig og et af bogens mest gribende kapitler.

Forfatteren langer slemt ud efter dansk smålighed, men har selv en arrogant distance til sine medmennesker. Der er mange gode betragtninger om tidens trend, og det er med til at give substans til en selvbiografi, der ikke af sig selv inddrager læseren.

Mads Holger

314 sider

mellemgaard

Udgivet: 03.09.2012