Superromantisk fantasyroman for unge

I dette fantasy univers huserer hverken vampyrer eller alfer, men derimod engle af den oprindelige bibelske slags. I romanen findes de i kategorierne fuldblodsengle, halvblods- og kvartblodsengle. Desuden findes der moestifere, sorgfulde dæmoner, og så er der sortvinger, der kommer fra helvede. Englene er anbragt på jorden for at fuldføre en mission, altså stadig i tråd med Bibelens engle.

Clara er halvt engel, hun er seksten år, hendes glorie er ved at bryde igennem og hun er så småt ved at få særlig kraft. Det omfatter usædvanlig hurtighed, talent for at forstå ethvert sprog – og naturligvis vinger, som hun ikke helt kan styre endnu.
Derimod har hun flere gange haft syner om sin mission, der tilsyneladende består i at redde en dreng fra en skovbrand.

Clara er også en amerikansk teenager blandt andre teenagere, der ikke kender ikke noget til hendes engletalenter eller ser hendes vinger.
Familien flytter fra Californien til Wyoming, fordi Claras mission skal finde sted i Wyoming, og Clara og hendes bror begynder i en ny skole. Her møder Clara den dreng, som hun angiveligt skal redde fra en forestående skovbrand. Han er meget tiltrækkende, men Clara forelsker sig i vennen Tucker, og da hun står overfor sin mission, bliver hun i tvivl og må foretage et valg.

Det er typisk for amerikanske teenagerromaner, at alle kører rundt i hver sin bil fra de er 15-16 år gamle, mens forbindelsen biltrafik/miljø aldrig omtales. Ej heller i denne roman hvor Claras mor bruger den friske luft i Wyoming som begrundelse for flytningen fra Californien.

Cynthia Hand
Unearthly 1 – Kald mig engel
Oversat af Marie Andersen
445 sider
Tellerup
Udgivet: 2012

Birte Strandby