Det er ikke alle informationer i Modvækst der er nye. Vi kender rædselsscenariet: isen smelter, temperaturen stiger, biodiversiteten er stærkt nedadgående, og vi kan se, hvordan vi overskrider de planetære grænser. Udsigten byder på fødevarekriser, drikkevandskriser og humanitære katastrofer.

De mange trusler underbygges af tal. Vi har mistet 85 – 95 % af de store fiskearters bestande, 40 % af jordens kendte padder er i fare for at blive udryddet, plastikforureningen er tidoblet siden 1980, og vi sender millioner af tons tungmetal og affald ud i havene. Kort sagt: vi mennesker, den mest invasive art der findes, fylder alt for meget. Det handler om afbrænding af fossile brændsler, forbruget af råmaterialer, vækstøkonomien, den økonomiske ulighed og forbrugerismen, og ikke mindst vores atropocentriske (egocentriske?) verdenssyn og med dette også vores opfattelse af naturen som råmaterialer, vi har til rådighed.

Allerede i 2022 fastslog FNs klimapanel, at det var ved at være sidste chance, hvis ungerne skulle have en mulighed for en bæredygtig fremtid. Og hvordan gør vi det? Det har Jens-André P. Herbener et bud på, eller rettere flere.

Det kræver en holdningsændring, og det betyder, at vi dropper det atropocentriske verdenssyn til fordel for et økokratisk af slagsen. En naturens grundlov kunne være en god begyndelse, og forfatteren foreslår blandt andet 

  • at sikre, at 30-50 procent af land- og havareal afsættes til beskyttet vild natur, 
  • at sikre Danmarks mangfoldighed af livsformer ret til at eksistere baseret på en anerkendelse af deres iboende værdi …,  
  • at naturen skifter status fra at være nogens ejendom til at være en juridisk person, 
  • og at sikre at landbrug, økonomiske system og energi er i overensstemmelse med de økokratiske principper.

Forfatteren har også forslag til, hvordan man griber tingene an i praksis. Det omfatter både afgifter og rationering og andre tiltag i forbindelse med fødevarer, transport, tøj. Den generelle løsning i forbindelse med transport omfatter her som i andre lignende værker, at vi cykler mere. Og det kan man kun bifalde, ikke mindst fordi det også vil løse en del sundheds- og trængselsproblemer. Men i Modvækst foreslås flere cykelstier, uagtet bygning af cykelstier kan være ganske ressourcekrævende. Til gengæld kan man vel regne med, at hvis det lykkes at reducere privatbilismen, bliver der mere plads på vejene, hvor bilisterne i mellemtiden har nedsat hastigheden ganske betydeligt. Så er forslaget om decentralisering langt mere spiseligt. Tænk hvis vi kunne bo i et samfund, hvor alt var inden for cykelafstand – i lighed med provinsen før kommunalreformen i 2008.

‘Reducer ad frivillighedens veje verdensbefolkningen til to-tre milliarder’ er et andet bidrag til bæredygtigheden. Forfatteren tager udgangspunkt i, at vi vil være 10,4 milliarder ved århundredets afslutning (se for eksempel ourworldindata.org). Fødselstallet er allerede stagneret, og når vi alligevel bliver så mange, skyldes det, at vi lever længere. Ifølge Herbener er tallet optimistisk, det kan let blive højere, hvis der ikke gøres en indsats, dels ved at oplyse om behovet for at vi kun får et-to børn pr. kvinde, og dels ved at hjælpe kvinder til mere uddannelse.

Der er mange konkrete forslag, nogle helt lavpraktiske, andre lidt længere ude i horisonten – for eksempel kan det blive en lang proces at indføre global fødselsbegrænsning – eller forbyde luftfart, som også er et forslag. Der er meget dommedag i bogens første del, men (desværre) er det velbegrundet, og der er god brug for de mange foreslåede muligheder.

Skal man tro dagens nyheder, så går 90 % af verdens befolkninger ind for, at deres egne regeringer gør mere for at bekæmpe global opvarmning, og her er så en række værktøjer. Hvorfor sker der ikke mere?

Modvækst

Nødvendigheden af et paradigmeskifte

Jens-André P. Herbener

236 sider

GAIA Danmarks grønne forlag

Udgivet: 14.06.2024

Birte Strandby