Venstrefløjspartier – rød blok – har jævnligt været en lidt splittet størrelse i dansk politik, men nu ser det ud til, at splittelsen har spredt sig til blå blok. For hvad vil de egentligt – de blå, hvis mængde af partier synes at formere sig uhæmmet for tiden? Er det eneste fælles en utiltalende udlændingepolitik og eventuelt lidt samarbejde om skattelettelser til de rigeste?
Christian Egander Skov beretter med logisk argumentation om, hvad de blå har haft, og hvad de har og ikke har at byde på i dag. Det er blevet til en overraskende og ret underholdende bog om ideologi, populisme og postliberalisme, der kan anbefales uanset, hvilke farvepaletter man måtte foretrække.
Udover glimrende analyser og betagende overblik så er det bemærkelsesværdigt, at bogen er udgivet ca. en måned før udskrivning af folketingsvalget den 1. november 2022, og den må have været i trykken, før Søren Pape Poulsen publicerede sit kandidatur som statsminister. Allerede på side 18 er Papes muligheder for sejr oppe at vende:
Partilederen Søren Pape har været ved at bestige kongeklippen. Men om han vil indtage en ideologisk lederrolle på den borgerlige savanne, er ikke klart. Det er heller ikke sikkert, at han kunne, hvis han ville. For selv om han fremstår størst, er han ikke en kæmpe – han er kun et hoved højere end de andre dværge.
Den slags udtalelser gør det unægteligt mere interessant at følge valgkampen, og så har man jo et par uger til at indgå væddemål.
Noget andet er, at blå blok under de seneste kriser, herunder coronaen, har stillet sig uden for sammenholdet:
I en situation, der krævede national samling, fremstod de borgerlige irrelevante med deres stædige fokus på en utidssvarende version af den borgerlige ideologi.
Baseret på blandt andre Jakob Elleman-Jensens egne udtalelser er Venstre ifølge forfatteren rykket fra konservatisme til livsstilsliberalisme i en version der i højest mulig grad giver plads til det frie valg uden smålig hensyntagen til stat og normer.
I samme hug placeres Socialdemokratiet som den nye konservative undertrykker af folket, en position der selvsagt hørte til hos de Konservative tidligere.
Den historiske gennemgang fra Venstre-bønderne over Brandes-brødrene og via jordskredsvalget i 1973 fører besynderligt men tydeligt frem til dagens populisme, der dels er udlagt som et tegn på folkets afmagt (Grundtvig ville næppe have brudt sig om den), og dels er den et fænomen der er kommet for at blive – i hvert fald så længe de gamle partier lukker sig om egne elitære tilbøjeligheder og dropper forbindelsen til folket.
På baggrund af flere tænkere, konkluderer forfatteren, at populismen hænger tæt sammen med vestlig dekadence, tabet af basale værdier, og at Putins krig er ikke uden sammenhæng med NATOs udvidelser. Det er ikke kun den danske borgerlighed der er i krise, som man kan se i England og i Frankrig. Det er tid at tage borgerlighed op til fornyet diskussion, understøtte udkanten, fællesskaberne, familierne.
Borgerlig krise
Det ideologiske opbrud i blå blok
Christian Egander Skov
279 sider
Gyldendal
Udgivet: September 2022
Birte Strandby
Kommentar fra Michael Böss på Facebook:, den 13. oktober 2022
Årets samfundsbog – ja mere
Allerede nu tegner “Borgerlig krise” af Christian Egander Skov til at blive årets vigtigste politiske bog og en af mest kvalificerede bidrag til samfundsdebatten inden for de sidste ti år.
Jeg læste den færdig i flyet til Toronto i går aftes. For den er ikke let at lægge fra sig.
Jeg er imponeret over Skovs viden og indsigt, men ikke mindst også hans kompetence som en politisk analytiker, der når milevidt ud over, hvad det daglige kommentariat præsterer af analyser.
Jeg er selvfølgelig smigret over hans mange henvisninger til mig. Men han er selv langt klogere end mig – i hvert fald på spørgsmålet om, hvad der er galt med nutidens borgerlighed.
Men jeg konstaterer, at vi er enige i det meste, og at borgerlighedens krise består i, at den har mistet den syntese mellem liberalisme, konservatisme og folkelighed, som den tidligere bestod, og som den må søge at reintegrere, hvis den ikke selv skal fortsætte sin disintegration.
Folkelighed er naturligvis et grundtvigsk begreb, men idéhistorisk har det rødder i den republikanske tradition i Europa. Den har som kerne forestillinger om det fælles gode, borgernes gensidige forpligtelser, loyalitet over for fællesskabet og staten (patria) og ideen om at frihed ikke kun er fravær af tvang, men også tilskyndelse til samvirke og politisk deltagelse for samfundshelhedens skyld.
Det er min egen forståelse af den republikanske arv, der betyder, at jeg ikke deler Skovs håb om en restitueret borgerlighed, men derimod fastholder min socialliberale overbevisning. Nu som den praktiseres af Socialdemokratiet. Så på det punkt er vi ikke enige.
Det er vi dog i mange andre spørgsmål såsom synet på det civile fællesskabers og institutioners betydning, kritikken af populismen, nationalkonservatismen og den illiberale konservatisme, og i kritikken af neoliberalismen og dens rolle for samfundets markedsgørelse . Jeg er desuden enig med ham i hans kritik af den teknokratiske tendens i såvel dens borgerlige form som i visse former for socialdemokratisme – specielt i form af den såkaldt tredje vej og “nødvendighedens politik”. Staten skal være et instrument for folkestyret og vores folkevalgte politikere, hverken for markedet eller en elite af eksperter.
Endelig vil jeg rose Skov for hans formuleringsevne. Han skriver simpelthen et meget flot dansk, og jeg har tænkt mig at nedskrive de mange sætninger i bogen, som er rene guldkorn for øjet og tanken.
Anmeldelse på Altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/6-aer-egander-skov-har-skrevet-en-uomgaengelig-bog-om-den-borgerlige-krise-ikke-kun-for-borgerlige
Anmeldelse på Kontrast.dk: https://kontrast.dk/sektioner/anmeldelse/artikel/skov-abner-nye-dore-til-forstaaelsen-af-dansk-borgerlighed