Al Gores nyeste udgivelse med Nordisk Miljømærkning på bagsiden. Heldigvis er det ikke den dommedagstale, man umiddelbart kunne frygte. Bortset fra en del indledende ordskvalder så er det en saglig og fornuftig opremsning af de muligheder, vi faktisk har til rådighed, når det gælder om at redde kloden.

Det første lange afsnit omhandler energi og omfatter en gennemgang af de forskellige muligheder fra vind, el, opsugning af geotermisk energi til biologisk brændstof, opsamling og binding af CO2. Flere af områderne kunne have stor fordel af mere forskning, og såvel fordele som omkostninger og ulemper er nøje beskrevet inden for hver af de omtalte energityper. Især finder Al Gore det frustrerende, at eksempelvis biobrændsel udviser nedslående data med hensyn til CO2-udledning og energiniveau. Men der er håb for andengenerationsteknologien, der heller ikke satser på fødevareafgrøder men på blandt andet elefantgræs.

Herefter fokuseres på skove og genplantningsprojekter og på industrilandbrugets voldsomme forurening, og hvordan man kan ændre på verdens sande tilstand.

I forbindelse med overbefolkning så er Al Gores råd – og i øvrigt også andres – at kvinder skal have mere skolegang, mere social og politisk myndighed samt indflydelse på, hvor mange børn de vil have. Samtidigt er det selvsagt vigtigt at gøre en indsats for at reducere børnedødeligheden. Som også Muhammed Yunus er inde på i sin bog En verden uden fattigdom (Bogvægten.dk 2008), så vil forældres tillid til, at deres børn overlever, være en faktor med væsentlig indflydelse på fødselstallet.

Og så et emne der måtte komme – med et citat fra bogen: …drivkraften bag udformningen af de fleste byer, er at sikre at alle biler er glade. Transportsektoren står for 25 – 30% af CO2-udledningen. Heldigvis et område, hvor der forskes intenst, og hvor der rent faktisk kan gøres noget – hurtigt og effektivt, som det fremgår af det efterfølgende og uundgåelige afsnit om forbrug og adfærd, der blandt andet foreslår reklameverdenens fortolkning af Pavlov som styrende for vores uhensigtsmæssige og arrogante tilgang til forbruget af denne verdens ressourcer.

Bogen har et flot layout, der er mange billeder og hvis man er mere til tegneserier, kan man nøjes med at læse det, der står med store typer. Så behøver man heller ikke at sætte sig ind i hverken turbinens eller generatorens virkemåde. Essensen er, at der er muligheder, at vi alle kan gøre noget, og at det i øvrigt er tiden at få fingeren ud. Stort set samme budskab som i ugens Time: Climate change is melting glaciers high in the Himalayas… (14. december 2009) eller i Der Spiegel: Den Wald nutzen, aber nicht ausnutzen (nr. 50, 7. december 2009). Og knap så overraskende i Noahs blad Miljøsk (december 2009): I dialog ud af klimakrisen.

Så efterhånden har vi fattet budskabet, klimaet er i overskrifterne. Der mangler bare lidt konkrete værktøjer. Og så er det jo at udvise rettidig omhu, når Al Gore stiller en praktisk håndbog for begyndere og viderekomne til rådighed.

Forfatter: Al Gore

Oversat af: Lissi Nordähn Bredsdorff, Peter Dürrfeld, Hans Havgard, Sara Høytrup og Niels Ivar Larsen

416 sider

Informations Forlag

Udgivet: 21.11.2009