Foreign aid: The transfer of money from poor people in rich countries to rich people in poor countries.

Det begynder rigeligt friskfyragtigt, tonen er en smule patroniserende, og de første anbefalinger henvender sig muligvis til mennesker, der aldrig har prøvet at tage bussen til den tyske grænse: Gå ikke i panik, drik ikke for meget i flyet.

Men det bliver bedre, når Kim Højgaard Rasmussen begynder at dele ud af sine erfaringer fra Ghana, Cameroun, Tanzania og de mere end 12 års bosættelse i Nigeria, blandt andet som direktør for Fan Milk.

Argumenterne for øget handel med Afrika er indlysende fra enhver synsvinkel. For erhvervslivet er den store økonomiske vækst og en solid og købedygtig middelklasses opståen værdifulde argumenter, og fra et politisk synspunkt kan det ikke gå hurtigt nok med at få hevet Afrika med de mange unge, ledige hænder ud af fattigdommen.

Men handel i Afrika – og her tages der især udgangspunkt i forholdene i Nigeria – er en anderledes oplevelse. Her virker igen nogle af de mere end 150 anbefalinger lidt selvfølgelige:

Anbefaling nr. 44: Observer, hvilke kutymer der er udbredte og almindeligt anerkendte i det land, du befinder dig i.

Ligesom værdien af at lytte til lokale eksperter, skaffe juridisk bistand, sætte sig ind i lovgivning om registrering, import mv. samt at lære sproget i det omfang det er praktisk muligt turde være indlysende.

Til gengæld er anbefaling nr. 55 ny for mange: Vær realistisk med hensyn til faren for dramatiske reaktioner på valghandlinger.

Alvoren understreges yderligere, da en af forfatterens medarbejdere bliver kidnappet, men også her findes forslag til handleplan.

Ledelsesstil, valutastabilitet og omkostningsstruktur er andre elementer, der skal overvejes. Og begrebet bestikkelse er også nogle betragtninger værd, men det ved i forvejen de fleste, der handler med nationer tæt på Ækvator.

Bogen rummer en del anekdoter, som når det skaber bekymring, at man i Nigerias myldretidstrafik kalder trafikprop for ’hold-up’.

Hjælp! Jeg skal til Afrika – Forretningsmandens Afrikamanual

Kim Højgaard Rasmussen

245 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 2014

Birte Strandby