Sahra Wagenknecht er tysk politiker og viceleder for partiet Die Linke. Hun har siddet i Europa-parlamentet og er stedfortræder og erhvervsordfører i den tyske Forbundsdag.
Wagenknecht slår med Freiheit statt Kapitalismus fast, at frihed og markedsliberalisme er ikke foreneligt, og at privatisering oftest betyder befrielse fra offentlig kontrol samt, at hvis den grundlæggende forsørgelse bliver til et forretningsobjekt for en profitorienteret virksomhed, fører det normalt ikke til højere kvalitet, bedre service og faldende priser.
Med bogen følger en veldokumenteret kritik at den laissez-faire liberalisme, der har forårsaget finanskrisen – og en kritik af banker, hvis projekter ikke længere har almennyttig værdi men kun egen indtjening for øje. Banker der i stedet for at yde kredit til erhvervsvirksomheder yder kredit til andre finansinstitutter og Hedge-fonds. Banker, der har droppet investeringer i fabrikker og kanalbyggeri og i stedet sætter pengene i højrisikoprojekter. I stedet for at anvende de til rådighed stående midler til lån til forskning, fornyelse og kreativitet, satser finansinstitutterne på kortfristet Shareholder Value og markedsmagt.
Den tyske regering (og andre vestlige regeringer) har beredt vejen ved at underminere egne og internationale regler, ligesom den manglende opmærksomhed på skyggebanker har vist sig katastrofal. (Skyggebanker er virksomheder, der udlåner penge og driver banklignende virksomhed uden at være reguleret på samme måde som bankerne. Det kan være investeringsfonde, finansieringsselskaber, forsikringsselskaber. Skyggebanksystemet har ifølge Financial Stability Board håndteret 46 trillioner euro i 2010 og er i hastig udvikling).
De vestlige regeringer er gået fra Keynes til Milton Friedman. Det vil sige en neoliberal drejning, hvor lønnen ikke længere hænger sammen med produktionsstigninger, de sociale ydelser svækkes, og statens indtægter falder som følge af skattegaver til overklassen. Hermed falder også den samlede købekraft og efterspørgslen.
Neoliberalismens fremgang kan ligeledes læses på bruttonationalproduktets andel af nettoanlægsinvesteringerne – altså investeringer i fornyelse og udvidelse af produktionskapaciteten. I 2010 var andelen 2,9 %, hvor den i 70’erne lå på 15%. Og med den tiltagende privatisering af verden svækkes statens normsættende autoritet, parlamenter og regeringer umyndiggøres, valghandlinger tømmes for indhold, og offentlige institutioner fratages deres regulerende magt.
Forfatteren kommer frem til, at renteproblemet ikke er demografisk, og det har intet med de vestlige befolkningers ændrede alderspyramider at gøre. Med et citat fra Ludwig Erhard: Kun kreativ socialisme kan løse opgaven ’Velstand for alle’ foreslår hun en løsningsmodel, der blandt andet omfatter en langt højere grad af nationalisering af virksomheder. Post og banetransport bør være statens virksomheder, hvor nærtrafik, energi, socialt boligbyggeri bør være kommunalt.
Slutteligt understreger Wagenknecht, at holdningen til forbrug generelt skal ændres: ’Besser leben heißt anders konsumieren’.
Wagenknechts budskab er stort set det samme som det Giddens, Bauman og Einar Már Gudmundsson (Bankstræde nr. 0) plæderer for (og beklager), men Wagenknecht er mere velunderbygget i sine anklager mod finansverdenen og behageligt konkret i sine løsningsforslag.
Sahra Wagenknecht
366 sider
Eichborn
Udgivet: 2011
