Indledningsvist forklarer Bauman globaliseringen med ca. samme udgangspunkt som Giddens i The Consequences of Modernity: En verden hvor mobilitet – internet, transport, netværk – er en betingelse og en styrke. Det medfører blandt andet, at penge også rejser frit, og dem der har kontrol over kapitalen ikke længere befinder sig i nærheden af dem, der arbejder for kapitalen. Det betyder også, at politisk magt og økonomisk magt ikke nødvendigvis hænger sammen, og at de rige ikke længere har brug for de fattige.

Bauman illustrerer det nye samfund i forhold til det gamle med fængselsbilleder:

Det gamle fængsel er Panopticon: Et fængsel hvis formål er genopdragelse. Fangerne samler klemmer, og deres produktion indgår i den almindelige industri, altså almindelig nyttevirkning. Det moderne fængsel hedder Pelican Bay, der er total isolation (kameraovervågning, ikke vagter), ingen produktion, og der gøres ikke noget forsøg på genopdragelse. Det man tager fra menneskene er deres mobilitet og deres netværk. I begge tilfælde er der tale om straf, men i det sidstnævnte forberedes ikke til en genplacering i samfundet.

De nye klasser demonstreres med begreberne Turist og Vagabond: Turisten er elite og råder over mobiliteten, virtuel og reel. Vagabonden er indespærret af virkeligheden: Integration, illegalitet, ingen uddannelse, ingen penge, og han ved, hvad han går glip af.

Bauman er marxistisk inspireret og betragter kapitalismen som udtryk for, at vare og værdi ikke længere hænger sammen og med de konsekvenser, at solidaritet og sammenhængskraft er forsvundet.

Det er nedslående læsning, og Bauman kunne gerne have listet en række positive forslag til modvirkning af de sorte effekter for at pynte lidt på slutningen.

Zygmunt Bauman

136 sider

polity

Udgivet: 1998, 1999, 2000, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010