Så længe et land ikke laver sine egne penge, så vil befolkningen kun i begrænset omfang have demokratisk indflydelse på sin egen skæbne.

Flere europæiske forfattere, David Harvey med Rebel Cities, Christian Marazzi med La brutalité financière, Sahra Wagenknecht med Freiheit statt Kapitalismus har taget fat i finanskrisen, og der er generelt enighed om, at nationalstaterne begik en fejl ved at gå fra Keynes til Friedmans liberalisme og overlade penge- og lånemarkedet til private banker, der kunne låne og låne ud uden at der var fuld dækning for pengene.

Ole Bjerg gør rede for krisens historie, således at de stedfundne bailouts er kulminationen på flere års statssubsidier, ligesom han godtgør, at krisen er båret på vej af digitaliseringen – den mindre fysiske pengemængde – af finanisialiseringen og afpolitiseringen af pengene, altså reelt at staten har opgivet sit pengereguleringsmonopol for at overlade det til bankerne, der med fractional reserve banking kan udlåne penge uden at have dækning for dem.

Forfatteren tilbyder en enkel løsning på problemet: Øjeblikkelig inddragelse af bankernes ret til at lave penge og krav om et bankvæsen med fuld reserve: Det vil sige, at banken ved långivning overfører beløbet til Nationalbanken, der så låner pengene ud til den borger eller virksomhed, der måtte have lånet behov. Det vil betyde, at banken kun kan udlåne penge, som den råder over. Det afgørende er, at bankerne ikke kan skabe nye kreditpenge, der kun er dækket af kundernes gæld eller bankernes indbyrdes gæld, hvilket dels vil forhindre en kædereaktion ved en enkelt banks eventuelle fallit, og det vil give Nationalbanken og demokratiet de pengepolitiske redskaber tilbage. Det rejser nogle spørgsmål i forhold til andre landes bankregulering og i forhold til skyggebankvirksomhed, men umiddelbart virker løsningsforslaget behageligt indlysende.

Ole Bjerg

100 sider

Informations Forlag

Udgivet: 28.08.2013