Som de to foregående romaner – Skyggespillet og I bjørnens kløer –  har Den forreste mand denne lidt fantastiske hovedperson, Henrik Foss, der er tidligere medlem af Jægerkorpset, nuværende udenrigsminister – og samtidigt den der styrer statsministeriet, og så er han traumatiseret og mærket af tidligere oplevelser fra før kampene blev til politik.

En sand helt der har det hele inklusive de små fejl der gør et helt menneske. Forresten er han Venstremand, temperamentsfuld og lidt af en bad-ass. Hvor mon Mogensen har fundet inspiration til ham?

Venstre står til at skulle afgive regeringsmagten ved det kommende valg, men pludseligt åbnes der for nye muligheder. Det kræver blot, at Foss aktiverer de gamle drenges netværk og kidnapper en ung, dansk ISIS-soldat i en lejr i Irak, uden i øvrigt at vide om den unge dansker er klar til at komme med hjem.

Netværket trækker på oplysninger fra en meget tiltrækkende kvinde fra den irakiske ambassade, en kvinde der får Foss til helt at glemme problemerne med ungerne og ekskonen og den kedelige kendsgerning, at ekskonen nu er kæreste med en journalist fra EkstraBladet:

… en undermåler. Intellektuelt og menneskeligt. En klassisk ekstrabladsjournalist, som uden nogen form for overblik halsede gennem livet …

Missionen er klart tophemmelig. Alligevel er der lynhurtigt flere journalister der begynder at stille nærgående spørgsmål, og det ser desværre ud til, at teamet vil blive budt velkomment i ISIS-lejren.

Politik og action er en fed kombination, og det giver lidt ekstra, når intrigerne står i kø, og der konspireres til alle sider. Desværre er sproget ikke helt så rapt, som i eksempelvis Skyggespillet. Og at Foss skulle være i stand til at score med en bemærkning som: ‘Hold nu kæft, det er jo helt uhyggeligt’, efter at hans kvindelige ledsager har fortalt, hvordan hendes familie blev dræbt, virker ikke meget sandsynligt.

Ydermere er der en tilbøjelighed til gentagelser. Vi ved for eksempel, at ekstrabladsjournalisten har rolige blå øjne, er rolig og ser roligt på sin kæreste, da han udlægger verdenssituationen. Lidt færre ord, lidt flere nuancer, tak. Men spændingen fungerer stadigvæk, og setuppet er godt.

Den forreste mand

Peter Mogensen

544 sider

Turbine

Udgivet: 31.03.2022

Birte Strandby