Horsens Krimimesse er et godt sted at være. Ikke så meget om lørdagen, der i lighed med Lousiana Literature mest handler om kødannelse på 100 måder, men om søndagen var der også plads til den introverte bognørd, og der var god plads ved de fleste af arrangementerne. Bogmessens medarbejdere gjorde en stor indsats for at reducere støj og uro, når gæsterne bevægede sig ud og ind ad bygningerne, men helt undgås kunne det ikke. Hvis man kommer i god tid til et oplæg, løber man risikoen for at forstyrre det igangværende.

Der var fine debatter med perspektiv – om den nordiske krimi, den danske politiske krimi, om den tyske krimi og den lokale forankring, om Stefan Arnhems Fabian Risk, der egentligt er kommet til en naturlig closure, men vist alligevel bliver efterfulgt af et nyt bind. 

Hvor mange bind? Det vet jäg inte.

Det var hvad Stefan Arnhem svarede, da han blev interviewet i Trykkeriet. Hans Fabian Risk-krimier har fået stor succes. Hvert kapitel kan opleves som en scene, et levn fra Arnhems fortid som manuskriptforfatter. I det hele taget har det filmiske vundet indpas i krimilitteraturen, så man kan se det for sig. Det er også, hvad Nis Jakob mener, når han i sit forord til den godt 3.000 sider lange Wolf-serie, takker læseren for indsatsen – som han selv har sat til 75 % af arbejdet. Uden læserens fantasi, ingen krimi. Interviewer Jakob Holm Krumsøe læste op fra den seneste Wolf-krimi, et lille afsnit om hvad der sker, når karakteren sender en dumdum-kugle ind i nogens hoved. Trods den let tekniske beskrivelse af kuglens færd, blev teksten visuel og det gav tydeligvis billeder på flere af de tilstedeværendes nethinder.

Nis Jakob fortalte, at han sjældent vidste, hvad han skulle skrive på forhånd, men at handlingen udviklede sig efterhånden. Der er flere synsvinkler, Wolf, Inessa, skurkene. Sidste del af projektet var at opsamling af løse ender på en psykologisk, overbevisende måde. At serien med sit fokus på verdens gang, russisk og dansk politik er blevet stadigt mere aktuel, er mere uundgåeligt end tilsigtet.

I Store sal handlede det om den skandinaviske krimi, og der blev gjort flere forsøg på at karakterisere den islandske, norske og danske krimi. Angiveligt har danskerne en forkærlighed for den politiske thriller, ligesom læseren værdsætter, at krimiens opdager har et almindeligt liv. Vi er ikke meget til superhelte. Her kunne man måske have nævnt Peter Mogensens krimier, der jo har et tidligere medlem af Jægerkorpset, nuværende Venstreminister i front. Hvis det ikke er en helt …

Med hensyn til den skandinaviske krimis fremtid så var der flere af de tilstedeværende forfattere der ønskede at lægge afstand til det bestialske og den konstante fokus på tempo og i stedet give sig god tid til fortællingen. Det er spørgsmålet, om det også er læsernes ønske.

Til Leif Davidsen var der kun afsat et kvarter. Her var tilskuerpladserne godt besat i Store Sal, men det var også Davidsens 40 års jubilæum som thrillerforfatter, hvilket blandt andet blev fejret med gratis uddeling af hans første krimi Uhellige alliancer. Bo Tao Michaëlis nævnte blandt andet, at Davidsen har opfundet den politiske thriller. Davidsen på sin side nævnte – som han har gjort det i andre sammenhænge – at hans thrillere ikke handlede om hjerne og muskler, men altid har en blød mand i hovedrollen. En mand der pludseligt bliver kastet ud i uoverskuelige problemer, en plausibel karakter i et plausibelt univers. Som Davidsen også nævnte – og som hans fanskare allerede ved – så er Eric Ambler et af forbillederne.

Den ultimative ondskab blev diskuteret af Florence McLean, Jakob Melander og Bent Isager-Nielsen. De tre var relativt enige om at forkaste begrebet ondskab. Det er noget, der hører til i Trosbekendelsen, men i den virkelige verden handler det mere om, hvad der fører til onde handlinger. Som Bent Isager-Nielsen var inde på, at beskrives gerningsmænd med mange adjektiver i politirapporterne, utilregnelig, empatiforstyrret, ‘ond’ er aldrig et af dem. Florence Mc Lean afviste eksistensen af et genetisk behov for at skade andre og berørte kort skizofreni og andre vanskeligheder, der udover at kunne påvirke omgivelserne også er uhyre smertefuldt for den ramte, og selv med voldsom empatiforstyrrelse skal der næsten altid være en udefrakommende årsag til ondskab, seriemord. Der var lidt diskussion af begrebet seriemord, men den samlende definition blev ‘flere end et mord uden synligt motiv’.

Det var en debat der mere eller mindre fortsattes af Lotte Petri, Nis Jakob, Bo Bjørnvig med Steen Bille som moderator under titlen Mord og smerte. Konkret gik det på, om danske krimier havde nået kvalmestadiet, og om dagens mange voldelige krimier på nogen måde normaliserede vold mod kvinder. Lotte Petri vidste med stor sikkerhed, at de to krimier hun har skrevet i samarbejde med retsmediciner Hans Petter Hougen rummer præcist 10 % mindre vold end dansk virkelighed. Helt så sikkert kunne Nis Jakob ikke udtale sig, men han understregede, at hans bøger – skønt ganske voldelige – på ingen måde havde mere vold mod kvinder end mod mænd. Tværtimod er hans ene hovedperson en kvinde der bruger vold i stort omfang, når hun skønner det nødvendigt. Desuden sammenlignede Nis Jakob sine thrillere med eventyr og hyperrealisme. 

Bjørnvig på sin side fortalte, hvordan han følte virkeligt ubehag ved læsningen af Nesbøs seneste krimi – og at volden naturligvis skulle have et formål, også ‘Seven’ var for meget.

Krimiens bane blev trukket tydeligt op, både for den rene fiktion, den der forholder sig til virkelige begivenheder, og ikke mindst den der tager afsæt i tidens problematikker. Her kunne Lisa Holmfjord bidrage. Hun gør god brug af sine erfaringer som direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre og tegner autentiske og skræmmende portrætter af offer og krænker, ikke mindst i sin seneste udgivelse: ‘Pigen ingen savnede’. Det er en thriller om grooming, pædofili og mord med et klart blik på, hvordan en skrøbelig og usikker ung pige manipuleres. I forgængeren ‘Djævlen du kender’ handler det også om manipulation og udnyttelse af andres svaghed. Holmfjord får sat projektør på relationen mellem offer og gerningsmand på en ny måde, og ikke mindst lykkes det hende at formidle det, så man ikke kan slippe bogen. Vi mangler stadigt lidt at forstå gerningsmanden, men det kommer måske til næste års bogmesse.

Terror i København og det efterfølgende arrangement Gentlemantyven gik lidt væk fra krimien. Anne Lea Landsted fortalte om sin bog – Terror i København 1985 – om det terrorangreb der fandt sted længe før Krudttønden, om hvorfor en opklaring var så længe undervejs, og om hvem det bliver ofre på lang sigt. 

Der var flere fejl i opklaringsarbejdet, og det lykkedes kun – efter fire år – fordi en af de medvirkende talte. Vedkommende fik siden vidnebeskyttelse. Ydermere var der ingen danske politikere der heppede på opklaringen. Tværtimod udtalte daværende justitsminister Ninn-Hansen tidligt, at man ikke skulle forvente opklaring, og PET holdt oplysninger tilbage om navngivne personer. Men de mennesker der oplevede bomberne i København i 1985, reagerer stadigt kraftigt på høje lyde.

En helt anden genre repræsenterede ‘Gentlemantyven – forvandlingen af en berygtet forbryder’ med Professor Poul Duedahl og Bo Tao Michaëlis. Poul Duedahl fortalte den spændende historie om Harald Storm Nielsens liv og ikke mindst om hans forbindelse til Karin Micahëlis – og dermed også til Bertold Brecht. Storm Nielsen har givet liv til Mackie Messer i Brechts Dreigroschenoper og til hans forventning, om at den forbryderiske natur er genetisk og uafvendelig, mens Karin Michaëlis forventede, at en hjælpende hånd ville kunne trække en kriminel ud af lovløsheden, også selvom han havde siddet i fængsel i halvdelen af sit liv. Når Brecht og Storm Nielsen mødtes, skyldtes det, at de samtidigt boede i gæstehytter hos Karin Michaëlis på Thurø. Brecht havde glemt nøglen til sin hytte, og Michaëlis opfordrede Storm Nielsen til at dirke låsen op. Hvilket han gjorde – hurtigt.

Med afsæt i Karin Michaëlis teori om, hvordan forbryderen kan hjælpes på rette vej, kan man jo diskutere, hvor meget holdninger påvirker handling. Man kan også spekulere på, hvad næste års krimimesse vil præsentere.

Birte Strandby