Ridley Scott er en interessant instruktør, eller var. Han startede sin karriere med dybdegående, tænksomme, symbolske såvel som filosofiske værker. Der er mange historier om, hvordan han tegnede hvert eneste billede i Blade Runner som et lille maleri i sig selv. For ikke at nævne hvor usandsynligt mange analyser der er blevet lavet af både den og Alien igennem tiden. Lige pludselig hopper han af vognen, laver en række middelmådige film og så Gladiator, som er en underholdende film, men fuldstændigt mangler den symbolske vægt fra hans forrige værker. Siden da har han holdt sig nogenlunde underholdende, men med undtagelse af Kingdom of Heaven, har han ikke produceret noget af bemærkelsesværdig tyngde. Nogle ville her nævne Prometheus, men jeg ville lade være, hvis jeg kunne.

The Counselor er en metafor.

Den tilføjer intet til sin genre, men sætter blot en række klicheer i et nyt lys. Samtidig er den et godt eksempel på at genbrug ikke nødvendigvis er dårligt, og også, at æstetik og stil kan fjerne en kliches kedelige implikationer. Det sagt er The Counselor ikke en festival af gimmicks, hvilket ofte forvirres med stil. Når det kommer til stykket, er der ingen klar linje imellem form og indhold, men der er dog en skala, hvor gimmicks er det ekstreme eksempel på form uden indhold og en brainstorm på indhold uden form.

Ideen om standard

Ridley Scott er erfaren nok til at vide hvor langt han kan trække Cormac McCarthys klichefyldte fortælling, uden at det bliver en gimmick-fest. Ligeledes er Cormac McCarthy en forfatter der, ved konstant at lade sine karakterer fremstå, som om de ved mere end læseren, skaber en distance, en slags mystisk vakuum, som sætter gamle ting i et nyt lys. Når alt det så er sagt, bør jeg nævne at jeg ikke tror på ideen om at alle ideer er opbrugte. Det som jeg ser, er blot en filmindustri, hvor alle dem der producerer historier er folk som ved noget om film og ikke andet. Hvis film er dit perspektiv, så ser du historier relativt til det udgangspunkt. Det er din ideologi og din diskurs og alt hvad du møder, skal assimileres. Forskelligheden imellem film i dag og film dengang, hvilket i retrospekt ofte fremstår, eller i hvert fald fremstilles, som om de var meget bedre, kommer af to ting: Henholdsvis det faktum at når vi kigger tilbage ser vi kun det der var godt, og derudover at filmindustrien jo er et forsøg på at skabe en standard. Kort sagt er det den mere og mere rigide ide om standard der gør, at alle de specielle og interessante ting, som gjorde film unikke engang, bliver skåret fra. Det er dog den selv samme ide der sørger for, at de ting som er specielle fordi de er irriterende, også bliver skåret fra. Med den, i dag, teknologisk øgede potens, skal vi ikke bilde os ind at filmindustriens konformitet, selvom den kan være ødelæggende, ikke også beskytter os imod et hav af lort. Youtube sejler i selvglade, bedrevidende kortfilmskabere der ”fravælger” filmskolen for at deltage i et mikrokosmos af dårlige film som bliver rost til skyerne, fordi de eneste der ser dem er folk med samme interesser.

Coen-brødrene og Scott

Ligesom Coen-brødrernes filmatisering af Cormac McCarthys No Country for Old Men er The Counselor en allegori for jageren og hans bytte, men hvor No Country for Old Men virkelig tog fat på jagerens kompleks, er The Counselor bare et par kyniske kommentarer til byttets hybris. Den er flot filmet, til tider, men Scotts kamera, trods erfaring, vil aldrig kunne konkurrere med Coen-brødrernes nihilistiske øje. Hvis man fjernede total-skuddene fra Scotts film, ville ingen lægge mærke til om den var filmet specielt flot, eller havde en speciel stil.

Den mest interessante kliche i The Counselor er dens udlægning af paradis. Hvad gør du, når du har fået alt det du ville? Du svælger i en verden af statusprojekter og spøjse seksuelle fortællinger.

Flot filmet, velspillet, velstruktureret, underholdende, men ikke særlig interessant.

6/10 (Scotts forsøg på at få Cormac McCarthys lange, tænksomme monologer til at passe ind i filmens begrænsede medie er til tider direkte komiske)

 Produktionsår: 2013Instruktør: Ridley Scott

Medvirkende: Michael Fassbender, Brad Pitt, Javier Bardem, Cameron Diaz, Penélope Cruz, Bruno Ganz, Natalie Dormer, John Leguizamo, Dean Norris, Rosie Perez, Goran Visnjic

Spilletid: 1 time 57 minutter