Inception

Denne anmeldelse arbejder med ideer, som blev forklaret i anmeldelsen af Disneys animationsfilm Frozen. Det vil derfor være behjælpeligt for læseren, at læse den anmeldelse først.

Hvor Frozen forsøger at opnå flow ved at fokusere på de enkelte sceners kvalitet, frem for filmens overordnede sammenhæng, har instruktør Christopher Nolan for vane at gøre det modsatte. Nolan er et interessant tilfælde, for imens langt de fleste filmskabere forsøger en balance imellem de to strategier er han meget radikal omkring nævnte. Alle Nolans film fungerer på denne måde, men Inception er det absolutte ærke-eksempel. Der er ikke én eneste scene i filmen, som kan stå på egne ben, alle scener består af referencer til næste scene, eller scenen før.

Troja

Et eksempel som viser min pointe er filmen ”Troy” af Wolfgang Petersen, med Brad Pitt i hovedrollen som Akilleus. Petersens film er som udgangspunkt en ekstremt middelmådig film, tempoet er dårligt, den visuelle stil er uinteressant, fortællingen er dårligt struktureret og ikke desto mindre en retroaktiv destruktion af sit kildemateriale. Stadig kan man, efter at man har set filmen, eller hvis man slet ikke har set den, vende tilbage til de kampscener hvor Brad Pitt tæver nogen. De kampscener er sejt lavet og de fungerer som så helt uden for deres kontekst.

Der er, som sagt, ikke én eneste scene i Inception der kan tages ud af kontekst, alle scener glider over i den næste, imens kampscenerne med Brad Pitt i Troy, er afrundet ganske fint.

Nolan-modellen

Ligesom med Frozen er det tydeligt at Nolans strategi også fungerer. Inception var, ligesom næsten alle hans film, en succes. Hvor Frozen kunne opnå suspension of disbelief trods mangel på sammenhæng i plottet, ved at fokusere på de enkelte sceners kvalitet, skaber Nolansuspension of disbelief, trods mangel på samme, ved at fokusere på selve flowet. Ligesom en tekst uden afsnit, er scenerne så afhængige af hinanden, at han effektfuldt kan sløre alle de ting som falder udenfor rammen.

Resultatet er en super populær film, hvor alle karaktererne er endimensionelle, alle replikker erexposition (det vil sige alle replikker er mere eller mindre eksplicit henvendt til publikum med henblik på at fortælle, hvor vi er, hvorfor vi er der og hvad vi skal gøre) og ingen er motiveret til at gøre noget andre end hovedpersonen.

Forsvaret

Det klassiske forsvar for at alle karaktererne er endimensionelle er, at de alle er bipersoner i hovedpersonens drøm. Denne forklaring tror jeg dog ikke på, da hovedpersonen ikke engang selv kan siges at være tredimensionel.

Det andet forsvar er, at det jo desværre er nødvendigt at ofre karakterbeskrivelse, grundet det utroligt komplekse plot. Imens dette nok er den oprindelige tanke bag den overdrevne brug afexposition, så er problemet med forklaringen bare, at plottet ikke er komplekst, det er bare dårligt fortalt. Producerne eller Nolan selv, har været så overbevist om at deres ideer var super komplekse og nyskabende, at hele filmen er så overfortalt at publikum bliver forvirret og tror at de ser noget de ikke kan forstå. Dette kan måske også forklare populariteten. Hvis man fortæller folk åbenlyst at der er noget de ikke forstår, så vil de flokkes. Med hensyn til originalitet så har David Cronenberg allerede i 1999, tretten år før, lavet en meget bedre film med samme præmis, ”eXistenZ”. Fem år før ham lavede John Carpenter ”In The Mouth of Madness”, som er en endnu mere kompleks film der tager samme præmis, men fra et endnu mere radikalt, medieteoretisk perspektiv end Cronenberg. Problemet med begge disse film, i forhold til popularitet, er imidlertid at de er surrealistiske, eller rettere for surrealistiske. Man kan sige at Inception er noget så spøjst som en mainstream, surrealistisk film. Grunden til at det er muligt er dog, som nævnt, at intet står uforklaret hen, da mainstream er et område der defineres ud fra et vagt koncept om generel intelligens. Den kendte, engelske filmanmelder Mark Kermode sagde at hvis Inception blev populær, så ville Hollywood producere ikke længere have noget bevis for påstanden om at det giver mening at dumme ting ned. Filmen har vist sig at være beviset for det stik modsatte, nu mere kompleks ens ide er, nu mere skal den overfortælles. Der er ikke noget i Inception, som ikke gentages mindst tre gange. Hver eneste lille sten vendes til den er meningsløs, og alle værktøjer i håndbogen bruges. Ellen Pages karakter har kun én funktion og det er at stille spørgsmål til alle altid, således at publikum hele tiden er med. Aldrig har en karakter haft så meget taletid og stadig været så flad. Det hele bliver så fortænkt og opstillet, at jeg kan forestille mig hvordan den scene som skal legalisere Leonardo DiCaprios karakter og dermed hele fortællingen, sikkert stod beskrevet i manuskriptet som ”generiske karaktermotivation 3#”.

Med hensyn til det æstetiske så er det en flot film, men stilen er som i de fleste Nolan film konsistent uden at være særlig interessant. Påstandene om at han er den nye Kubrick er ganske enkelt forkerte, indtil videre har han vist stort potentiale, men ikke mere end at man kan kalde ham hipsternes Michael Mann.