Avatar The Way of Water. Tre timer og ti minutter. Fascinerende, og især kampen mellem Na’vierne og menneskene er engagerende, og der er mange djævelske detaljer. Føreren af hvalfangerskibet – som ikke fanger hvaler men kultuner – er den personificerede menneskelige griskhed. Han har oven i købet en akademiker på sit skib, der fortæller ham, hvordan han bedst muligt fanger en kultun og tapper den væske fra kultunen, som han skal sælge dyrt. Akademikeren har det svært med sit job, der lider af en enestående mangel på etik. Han drikker og kigger skamfuldt væk, da han fortæller det nye besætningsmedlem, hvordan en sådan kultun-jagt foregår. Det er et spændende billede på, hvordan det grådige menneske måske nok lytter til videnskaben, men derefter udnytter den til egen fordel.

Jack Sully fra den første Avatar fra 2009 lever sammen med Ney’tiri, og de har efterhånden fire børn. Alt er smukt og grønt, men så dukker menneskene op igen, anført af Quaritchs fra den første film. Quaritchs vil for enhver pris fange Sully. Det lykkes ikke i første omgang, og familien Sully flygter for at søge beskyttelse hos vandfolket, Metkayani.

Vandfolket tager imod dem med blandede følelser, men de får lov til at blive. Der er nogle uoverensstemmelser, noget mobning af Sully-børnene der ikke har samme talent for at svømme og holde vejret under vandet, som Metkayani-børnene. Men problemerne bliver fejet til side, da Quaritch dukker op med sit hold af elitesoldater, tulkun-fangere og et kæmpe arsenal af teknisk avanceret udstyr fremstillet med henblik på jagt og destruktion, der må gøre krigsførende nationer grønne af misundelse.

Filmens første scener belyser alt det smukke i skoven og i vandet, og det er helt fantastisk. Alene turene gennem vandet er ret vilde og med levende fremstilling af flora og fauna. En af de sidste scener handler om opgør og kamp, og den er også fantastisk, ikke mindst da en tulkun – i blåhvalsstørrelse – beslutter sig for at gå til modangreb, ren Moby Dick.

Moralen er så tyk, at man kan skære i den. Her er en Moder Jord gud, Eywa, som Sully-familiens adoptivdatter kan kommunikere med, og hos menneskene har de et par blodhunde, der styres af grådighed eller organiseret hævntørst. Heldigvis er det jo en eventyrfilm, som man kan nyde sammen med sine børn.

Sjovt nok havde filmen premiere samme dag, som den nye højredrejede regering præsenterede sit hold. Måske tror vi, at vi bygger noget op. Men hvorfor mon det kræver, at vi smadrer noget andet?

Avatar The Way of Water

Premiere: 14.12.2022

Instruktør James Cameron

Skuespillere: Sam Worthington, Zoe Saldana, Sigourney Weaver