I Decameron oversætter Pasolini ni af de korte historier fra Boccaccios origniale, litterære værk af samme navn til film.
Jeg har derfor ikke tænkt mig at give et samlet referat af filmen, da den jo er delt op i de ni historier. Pasolini bryder dog, hen imod anden halvdel af filmen historierne op med en slags rammefortælling hvori han selv spiller en maler der har til opgave at male et maleri til en katedral i en større italiensk by.
Kunstnerens intentioner
Med min manglende indsigt i det originale værk og i øvrigt det billede som Pasolini maler, mangler jeg selvfølgelig nogle koordinater til at forstå hvad Pasolini vil fortælle. Jeg har dog altid været af den holdning at skaberens intention med et givent værk er mere eller mindre ligegyldige. Man kan bruge nok så lang tid på at udforme sin besked, i sidste ende er det desværre altid modtageren der bestemmer hvad den betyder og dertil de kulturelle og sociale rammer indenfor hvilken modtageren arbejder.
Når vi så ser at der på afsenderen, eller kunstnerens side også er kulturelle og sociale rammer der ligger til grund for beskedens udformning, så kan kunstneren i det hele taget være på et meget lille sted.
Det er de færreste der, ligesom Helle Helle, i dag rent faktisk tror at de er et selvforsynende og mere eller mindre guddommeligt system hvorfra kreative væsker flyder upåvirket af omverdenen.
I den sammenhæng fortalte en af mine venner om et bekendtskab, en ung studine, som havde brugt en del tid på at læse Helle Helles tekster med blik for religiøse symboler. Ved et tilfælde havde hun muligheden for også at møde Helle Helle og spurgte selvfølgelig i sammenhængen om forfatterens eget syn på disse religiøse symboler. Det er dog svært at være en arrogant forfatter, hvis ikke man også kommer med arrogante udtalelser og Helle Helle valgte derfor fuldstændigt at affeje den unge studines projekt. Dette i stedet for at acceptere, at når værket først er en del af det kulturelle kredsløb så er det også diskutabelt af alle og åbent for alle perspektiver. Hvad er endnu vigtigere er at religiøs symbolik har været en del af kulturen for evigt, så at påstå at man har lavet et værk hvor i religiøs symbolik ikke findes er som at påstå at man er afskåret fra denne kultur. Folk glemmer ofte at så snart vi bare taler om vores tidsregning, så er vi allerede på religiøst territorie. En problemstilling som både Nietsczhe og Heidegger noterede sig. Uanset er pointen at imens forfatteren eller kunstneren kan tilføje noget til sit værk, givet sin personlige stil, hvilken er mere eller mindre ubevidst tillært igennem erfaring med arbejdet, så er selve denne stil, ligesom forudsætningerne for overhovedet at lave noget forståeligt, de kulturelle koordinater man drager på, som i øvrigt fandtes før man blev til.
Ud af tiden
Forfatterens intentioner giver jeg således ikke meget for, men det jeg i øvrigt mangler med hensyn til Decameron er også en generel indsigt i de kulturelle koordinater som den drager på.
Dette er i sig selv interessant da det betyder at nogle elementer i filmen kun fremstår for mig formmæssigt og mangler deres kulturelle indhold, hvilket jeg ikke kender til. Jeg forsøger altid at lyde dannet og alt det der, men der er et kæmpe hul i min kulturelle viden her.
Dette er altså et eksempel på hvad der sker med tiden. Værket fortsætter med at være specifikt, men dets kulturelle kontekst ændrer sig som bladene falder fra kalenderen. Værket er reelt det samme, men dets betydninger har ændret sig da dets kulturelle koordinater ikke længere ligeså let finder deres referencer i den kultur vi har i dag.
Den eneste kompensation for dette som værket får er den jeg giver ved at se på værket som et gammelt værk med alt hvad dette implicerer. Det kan for eksempel være at jeg, hvis filmen var blevet præsenteret for mig som et moderne værk af en for mig ukendt kunstner, ville have kastet det bort som noget mærkeligt makværk. Eller også havde jeg elsket det endnu højere for sin tilbagevenden til nogle gamle temaer og filmteknikker.
Filmen
Trods det at jeg aldrig har læst Decameron så vidste jeg godt på forhånd at alle historierne selvfølgelig er ganske seksuelle, groteske og karikerende overfor både etableret religion og folk og fæ.
Hver eneste er en opvisning i hvordan folks personlige interesser konstant kommer i konflikt med deres gode intentioner og religiøse idealer. Der er også i hver eneste historie en person der bliver snydt, enten til sex eller tab af rigdom. Alle udnytter hinanden og den der snyder mest vinder.
I en historie har vi for eksempel en ung mand der tager til et kloster og arbejder der under påskud at være både døv og stum. Han regner selvfølgelig med at få både til dagen og vejen, men også til gaden da nonner jo som bekendt er ekstremt liderlige. Det viser de sig selvfølgelig også at være og som han selv ender med at sige, og således bryder sin tavshed så kan ”en hane tilfredsstille ti høns, imens ti mænd knapt kan tilfredsstille én kvinde og jeg forventes at tilfredsstille ni”.
Det er interessant at Pasolini har castet sin tidligere Jesus-figur til denne rolle.
Det er ligeledes interessant at en så gammel historie fremstiller manden som et domineret sex-objekt for kvinder. Som Freud ville have sagt er dette nok også kun tilforladeligt på den tid, hvis manden fremstilles som døv og stum, altså et objekt i det hele taget.
Det mest interessante ved historierne er, at imens konflikten er imellem folks idealer og deres handlinger, så er der ingen som rigtigt angrer med mindre straffen står lige foran dem. Pointen er således ikke at det er svært at være menneske og leve op til sine egne overbevisninger, men derimod at disse overbevisninger, når det kommer til stykket, egentlig ikke er ens egne. De fleste karakterer i historierne tænker som følger: ”Moral er noget der eksisterer i himlen og det betyder at jeg kan gøre hvad jeg vil, så længe jeg ikke bliver opdaget”.
Nonnen er således, i kraft af sin profession, objektivt set en nonne, en agent for gud, moralens opretholder og alt det der. Hendes objektive rolle kræver imidlertid en til at observere hende som havende denne rolle, hvilket vil sige at hvis hun finder en mand som er døv og stum, så kan hun jo gøre lige hvad hun har lyst, objektivt set er hun stadig en nonne med alt hvad det indebærer.
Ligeledes ser vi præster og rigmænd som selvfølgelig, i det skjulte, sagtens kan udleve deres lyster og stadig opretholde deres officielle roller. Det er ikke dobbeltmoralsk, så længe det ikke bliver opdaget. Dobbeltmoral er noget som sker i offentligheden i afsløringen af udåd.
Det er dog ikke engang så simpelt, for som vi ser i en af historierne så kan en præst sagtens udnytte to dumme bønder på landet, for deres åbne øjne, hvis bare han har bildt dem ind at det er i guds navn. Der kan vi også lære hvor langt man egentlig kan gå, hvis konteksten for ens handlinger bare vinkles nok.
Hvis karaktererne i de originale historier var karikerede, så er de endnu mere karikerede i Pasolinis oversættelse til film. Dette skyldes nok også tiden, men selve skuespilstilen er ekstremt teatralsk. Mere synes jeg, end i nogle af hans andre film.
6/10 (Filmen er hverken ligeså flot, eller interessant som mange af Pasolinis andre film)
Udgivelsesår: 1971
Instruktion: Pier Paolo Pasolini
Medvirkende: Franco Citti, Ninetto Davoli, Jovan Jovanovic
Spilletid: 1 time, 52 minutter
Husk at du kan finde mig på youtube. Kanalen er på engelsk, og kritik er meget velkommen:
https://www.youtube.com/channel/UCN555uhKezoneGFJnfACbqw
Alex G. Østergaard
