Resume

Operaopsætningen af Michael Endes klassiske fortælling om Momo handler om en lille landsby som korrumperes af ondskabsfulde kapitalister kaldet ”de grå mænd”. Kun den lille forældreløse pige Momo kan redde landsbyboernes uskyldighed og ved hjælp af tidsrejse få dem til at nyde livet igen.

Syditalien

Kulturhistorisk set har Italien, så længe som det har været interessant at tale om Italiensk kultur, været splittet i to. Nord og Syd. Hvor det nordlige Italien altid, men særligt gennem renæssancen og industrialiseringen har været et symbol på toppen af europæisk kreativitet, handel og udvikling, så har syden altid været forbundet med en vis stillestående ro og nydelse. Forskellen kom, givet amerikaniseringen af vores kultur i dag, særligt til udtryk i forbindelse med italiensk migration til Amerika. Fra den nordlige del af Italien lod til at komme ambitiøse forretningsfolk, kunstnere og håndværkere. Fra den sydlige del af Italien lod det imidlertid mest til at være ufaglærte, illitterære, mafiosoer og småkriminelle, som ankom. Her er der selvfølgelig tale om de fordomme som florerede om menneskene og ikke noget faktuelt bevis for at alle sydItalienere skulle være mindre værd eller lignende. En af de forklaringer som ofte gives for disse overordnede forskelle på nord- og sydItaliensk kultur, er landets geografi. Det er et kendt, historisk faktum, at mere isolerede folkefærd, af præcis denne årsag, ikke har tilegnet sig kulturelle træk som ofte opstår eller overføres i mødet med andre kulturer. Et eksempel på nogen grad af isolation er i den sammenhæng det syditalienske bjerglandskab med tilhørende, ørkenlignende landområder.

Det er i den sammenhæng måske heller ikke så mærkeligt at man vælger at filmatisere fortællingen om Momo i Italien. Hvis nogen mennesker har oplevet ankomsten af De Grå Mænd og industrialiseringen af landsbysamfundet, så er det de syditalienere som i starten af 1900-tallet oplever infrastrukturens forøgede udbredelse gennem de hidtil dårligt forbundne dele af landet. Her er også en interessant delforklaring til hvorfor ”spaghetti-westerns” blev en genre i sig selv. For visse Italienske historiefortællere har koloniseringen af Amerika måske ikke været uden lighed med ”koloniseringen” af Syditalien?

Cigaren

Imens Momo som opera er kritisk overfor den kapitalistiske stræben efter effektivisering, ville man måske tøve med at kalde den direkte marxistisk. En marxist ville imidlertid hurtigt kunne finde nogle associationsmæssige støtter i fortællingen. De grå mænd stjæler landsbyboernes ”timeblomster” og laver dem om til cigarer, som de selv lever af at ryge. Der er altså en klar holdning til menneskers anvendelse af tid, som en resurse i sig selv.

I en af operaens første scener, får vi en indsigt i hvordan de grå mænd manipulerer landsbyboerne en efter en. En grå mand får den lokale frisør til at se sig i spejlet, imens han opremser alle de ting som frisøren ”spilder” sin tid på, og hvor meget mere tid der kunne vindes ved at effektivisere. En interessant detalje i stykket er at penge aldrig nævnes som et mål i sig selv. Det er altid tid det handler, tiden er målet. Med et mindre pseudopsykologisk indspark kan man beskrive frisørens situation som følger: Han ser sig i spejlet, som jo, i fiktion, er et klassisk tegn på splittelsen mellem real selv (hvem man er) og ideal selv (hvem man ønsker at være). Efter at have kigget sig i spejlet begynder han at smide alle ting som er karakteristiske for ham ud. De ting han smider ud er på den ene side kendetegn ved ham som karikatur og på den anden side eksempler på hans personlige nydelse. Eksempelvis en lille sangfugl som han har haft som kæledyr. På den ene side har han nydt at forkæle den, på den anden side er den en af de ting som karakteriserer ham som person. Tingene repræsenterer således på en og samme tid der hvor han er i sit liv, og det faktum at han ikke er andre steder. De er både hans nydelse og hans dom over sig selv. På den måde afslører scenen med frisøren og spejlet også en fundamental problemstilling ved det at være menneske. For at kunne overleve må vi arbejde fremfor at nyde, men overlevelsen er kun meningsfuld såfremt den indebærer nydelse. Der er med andre ord tale om Freuds klassiske skel mellem ”nydelsesprincippet” og ”virkelighedsprincippet”.

Musikken

Da operaen spillede i Det Kongelige Teaters Operahus var der lagt stort op til at inddrage børn og sætte forestillingen i perspektiv for dem. For Momo er jo en børnefortælling som kunne give de helt små deres første, dejlige operaoplevelse og måske lede til flere i fremtiden. Hvad man ikke havde tænkt på var hvilket produkt man bad om, da man bestilte den ukrainske komponist Svitlana Azarova til at skrive musikken. Var formålet at inddrage børn i opera, var dette valg en gevaldig fejl. Svitlana Azarovas skarpsindige og radikale læsning af Momo, kommer til udtryk i hendes musik som lyn og torden kommer til udtryk i detonationen af træer.

Uden musikkens kaotiske, stressende natur formår forestillingen ikke at løfte sig over arbejde/nydelses- dialektikken. Uden musikken er der tale om en klassisk, klichefyldt historie om en uheldig helt (flugt fra børnehjem), som starter ud i sit personlige paradis (landsbyen) og derefter må gå gennem ild og vand for at vende tilbage til paradis. Musikken tilføjer et ekstra lag. Ved at fortælle den idylliske start og slutning med samme kaotiske, stressende og skræmmende suspense som også anvendes til at fortælle den dystopiske industriverden, fortælles den sande tragedie. Der er ikke tale om en modsætning mellem utopi (landsby) og dystopi (industrisamfund), men om tese og antitese. Ved at vende tilbage til utopien, den idylliske landsby, vender Momo tilbage til tesen og går af den grund fejl af muligheden for syntese. Intet læres, intet udvikles eller forandres. Til slut holder landsbyen blot en fest og Momo ses fortælle eventyret til beboerne.

Problemstillingen er ikke bare ovre, den er reverseret. Den har aldrig fundet sted og er nu blot historien om at forandring leder til ulykke, i en landsby som insisterer på at stå stille. I sit forsøg på at undgå at forandre sig forhindrer Momo også alle andre i at forandre sig. De grå mænds dystopi er bestemt ikke ønskelig, men den er som landsbyens utopi i sig selv en ekstrem. De fleste klassiske børnefortællinger har ligeledes en skarp skildring mellem godt og ondt, men operaens musik behandler begge ekstremer ens. Den konstante anvendelse af sporadiske trommer og intensiverende strygere, vil få enhver stenalderhjerne sat i beredskab. Musikken drager associationer til henholdsvis Stravinskys bombastiske, skræmmende verdenssyn, samt anvendelsen af musik i suspense-film, som når helten hænger på kanten af klippen og tordenen dundrer. Jeg tvivler på at en eneste publikummer går fra Momo med mindet om en bekendt, skønhedsbetonet strygerbevægelse, eller en harmonisk sang. På scenen fortælles historien om kærlighed, sorg og genoprejsning. I musikken fortælles historien om det uendelige, kosmiske kaos som ligger grund til for førnævnte. Hvordan kærlighedens sejr over alt er en illusion lige såvel, som dens selvindbildte problemstillinger er det. Karakterernes oplevelser og humør om de er glade, triste eller vrede er blot intetsigende variationer i en usammenhængende, omklamrende masse af uendelig, kosmisk udvidelse og disintegration. Til sidst i stykket synger karaktererne, ganske disharmonisk: ”Lyt til universets musik!”. Og hvordan lyder det? Det lyder som Zarathrustras sorte kynisme der med bulder og brag omslutter alt levende for at påpege hvor hult, meningsløst og indbildsk det er. Det lyder som en klode der når som helst kan blive ramt af en flammende regn af meteorer. Det lyder som verdener der opstår og kollapser på et fragment af den tid det tager for stjerner at gøre det samme. Det lyder som tid! Momo møder tidens hersker, mester Hora, som viser hende hvad tid er. Sammen stirrer de på blomster som vokser, falmer og dør! Deres eksistensberettigelse reduceret til forskellen på at være i et sekund og ikke det næste! Tiden er ikke andet end nedtælling til døden. Kortlægningen af forfald. Lyden af et urs tikken er en absurd løgn om system og harmoni hvor intet er, om en rytme intet sted er at finde i musikken!

Vurdering som en oplevelse for en voksen selvhøjtidelig pseudointellektuel: 8/10

Vurdering som en oplevelse der skal give børn den første gode oplevelse i operaen: 3/10

I en finurlig omfortolkning kan man karakterisere Momo som en mere eller mindre kriminel type der undviger autoriteter, og landsbyen som en gruppe dovne syditalienere der faciliterer denne kriminelles adfærd. I løbet af fortællingen formår Momo ikke blot at flygte fra børnehjemmet, men at myrde adskillelige af de ”grå mænd” og dertil at tilbageholde en hel bys økonomiske opsving.

Momo 041217

Operaen

Komponist: Svitlana Azarova

Libretto: Anna Bro

Dirigent: Anna-Maria Helsing

Instruktør: Elisabeth Linton