Der er fire fortællinger i denne samling. Fortællinger fra det gamle Småland, den gang sult og fattigdom var almindelig. Alle fortællingerne indledes med ordene: ”For længe siden i fattigdommens dage…”. Eventyrformen gør det muligt at fortælle disse historier til børn, selvom de er alvorlige og sørgelige. For ganske vist er der fattigdom og elendighed til. Men der er også håb og optimisme.  Titelfortællingen handler om den lille pige Malin, som må flytte på fattiggården efter at hendes forældre er døde af tuberkulose. I fattiggården må man ikke hoppe rundt og lege. Her er alting jammer og elendighed, de ældre fattiglemmer har det ikke godt, og Malin må sove på gulvet og dele leje med væggelusene. Hun forstår ikke, hvordan hun skal holde ud at leve et sted, hvor der ikke er noget som er smukt og dejligt. Hun skal gå rundt hver dag og tigge mad, sammen med fattiggårdens bestyrer, Pompedulle. På en af de ture hører hun ved et tilfælde en sætning fra et eventyr, som præsten læser højt for sine børn. ”Suser min lind, synger min nattergal.” Sådan lyder ordene, som Malin finder så smukke, og som hun gentager for sig selv, igen og igen. Hun kan så let forestille sig lyden af vinden i lindetræets blade, og nattergalens sang, og i glansen fra ordene forsvinder det triste og grå.  Med ordene følger også en længsel. Malin drømmer om at gøre ordene til virkelighed. Hun vil plante en lind, men kan ikke vente til efteråret. I stedet finder hun en ært under Sommer-Nisses seng. Den planter hun i stedet. ”Måske ville Gud i sin godhed for denne ene gangs skyld lade en lind spire op af en ært. ”Med tro og længsel går det, tænkte Malin.”  Og underet sker virkelig, men ikke uden ofre. 

 I fortællingen ”Søndeneng” må de to små søskende Anna og Mattias arbejde hårdt hver dag for bonden i Kæret, for at få lov at bo hos ham efter forældrenes død. Der er ikke tid til at lege, ingenting at glæde sig over, de kan ikke engang spise sig mætte. De er grå som musene, alt er gråt. Det eneste at se frem til er skolen, som skal begynde når vinteren kommer. Men skolen viser sig også at være en skuffelse. Læreren slår og de andre børn driller. En dag ser børnene en lille, rød fugl på vej hjem gennem skoven. De følger efter den længere og længere ind i skoven, igennem en smal kløft og til sidst gennem en port. Så befinder de sig pludselig i en forårsgrøn skov, sammen med en masse legende børn, som fortæller dem at de er kommet til Søndeneng. De kan komme der lige så ofte de vil, men hvis de lukker porten, mellem Søndeneng og den verden de kom fra, kan den aldrig åbnes igen. Og der er Stina Maria i fortællingen ”Dunk Dunk Dunk”, som bliver så alt for længe hos de underjordiske, da hun vil redde de får, som ulven har taget fra hende og den fattige familie i Kapelagården. Og ”Junker Niels af Ege”, en historie om troskab og et mod så stort, at det overvinder selve døden.  

Fælles for de fire fortællinger står det fantastiske; vores mulighed for at søge tilflugt i fantasiens verden, og med den løfte os ud af ensomheden, det uretfærdige og det meningsløse. Bogen fik ikke kun roser, da den udkom første gang i 1959. Nogle anmeldere mente, at fortællestilen var gammeldags, at eventyrformen tilhørte en svunden tid og at de sørgelige historier ikke var egnet for børn. Astrid Lindgren har selv flere steder givet udtryk for, at hun mener det styrker børns evne til empati at høre sørgelige historier. At børn godt må både gyse, græde og grine sammen med børnene i hendes bøger. Forlaget anbefaler bogen til børn fra 5-10 år. Jeg synes nu man skal vente til børnene er 7-8 år. 

”Suser min lind synger min nattergal” indeholder nogle af de sjældne fortællinger om børns ensomhed og angst, og om mødet med det ukendte, og hører til noget af det smukkeste, vi har fra Astrid Lindgrens hånd. 

Kina Bodenhoff har i sin oversættelse været opmærksom på Lindgren som en meget mundtlig fortæller. Hvor den tidligere anmelder Ellen Kirk lagde meget vægt på det korrekte skriftsprog, og sløjfede en del af de mange gentagelser, har Kina Bodenhoff fået det mundtlige, gentagelserne og de små ordspil tilbage i fortællingerne.  

Astrid Lindgren 

Gyldendal (1959/2016) 

Illustreret af Illon Wikland 

Nyoversat af Kina Bodenhoff 

94 sider 

Anmeldt af Maibritt Lindblad