Mattis har mistet sin far. Han gik ned til døgnkiosken efter mælk og blev ramt af en bil.
Far var den der altid stod på sidelinjen, når Mattis spillede fodbold, den der begejstredes over Mattis’ talenter med en bold. Derfor vil Mattis ikke spille fodbold mere, han slås med skyldfølelse, og han vil absolut ikke starte på en frisk, da han med mor og lillesøster flytter til en anden by.
Her skal han begynde på en ny skole. Det klarer han selv:
Mor har ikke tilbudt at tage med.
I 176 dage har hun ikke tilbudt så meget
I den nye klasse går også Frederikke. Hun er en ørn til fodbold, og så ved hun, at man godt kan savne sin far, selvom han ikke er død. Og også sin mor, hvis hun heller ikke er til stede.
Mattis’ mor og lillesøster begynder at se lidt lysere på tingene, måske flirter mor ligefrem med tømreren. Og Mattis presses yderligere af Frederikke, der har fundet ud af, at Mattis faktisk kan spille fodbold men ikke vil, og at hans far er død. Frederikke presses også, men det er kun Mattis der ved det.
Til sidst finder Mattis selv en vej væk fra sorgen, storsindet nok til også at gøre noget for Frederikke.
Børn og børns kampe med sorg er et hyppigt emne i dansk børnelitteratur: Vildnisset, Man dør kun en gang, den nyligt filmatiserede Kapgang og Anita Krumbachs bog Et mærkeligt skib Ronnie Andersens Komatøs. Død og citronmåne tager sig pænt og overbevisende af Mattis’ kamp for finde tilbage på sporet.
Mette Vedsø
104 sider
Høst & Søn
Zoom On
Lix: 21
Trackbacks/Pingbacks