Har tidligere udgivet romanen ’mindre pletter’ der er mere humoristisk og mindre autentisk.
En roman om et ægteskab på nedtur. Hustruen Johanne, jeg-fortælleren, irriteres over ægtefællen, hun er ham utro, men ender med at forstå, at hun alligevel gerne ville have bevaret ægteskabet.

Turen går til Fanø med de tre børn. Johanne bruger de første sider til indvendigt at kritisere sin mand, men kommer efterhånden i tanker om det, der tidligere skabte ægteskabets sammenhængskraft. Fem år tidligere havde Jakob, hendes mand, reddet hende fra at drukne, men ville han også gøre det i dag? Skønt begge prøver at genfinde tidligere tiders samhørighed og måske kærlighed, bliver det vanskeligere og vanskeligere. De fester igennem med naboerne, Jakob fascineres af fraskilte Gitte, og Johanne lader sig forføre af kunstneren David. Efter de mange tanker og overvejelser når Johanne langt om længe frem til, at det havde været bedre at bevare tingenes tilstand eller genfinde resterne af det tidligere forhold. At alt havde været bedre end skilsmisse.

Hvem sagde ligeberettigelse? Faren har stadigt et langt mere overfladisk forhold til ungerne, og det er ham, der beslutter at flytte fra børnene, ligesom fordelingen af opgaverne ikke har flyttet sig meget i forhold til 1950.

Romanen rammer en kvinde, vi kender, og der er mulighed for indføling i hovedpersonen. Vi præsenteres for en hverdag og nogle følelser de fleste måske kan nikke genkendende til. Tidstypisk virker hovedpersonen passiv og lidt defensiv. Det initiativ og den energi, som kvindekampen vel egentligt skulle have befordret, udebliver og parforholdet bliver ligegyldigt, indtil det rent faktisk trues. Stilfærdig og indadvendt.

Forfatter: Katrine Grünfeld
118 sider
Gyldendal
Udgivet: 15.03.2010

Birte Strandby