At danskerne er direkte efterkommere af vikingerne, og at vikingerne var nogle helvedes karle – det er en del af vores historie. Men nu tager Anders Lundt Hansen fat i de historiske fakta og nævner i den forbindelse, at de islandske sagaer, som vi i stort omfang har baseret vores vikingeslægtskab på, er skrevet flere hundrede år efter, at begivenhederne har fundet sted, og at de er skrevet i et isoleret miljø med en aktiv kultur og af opfindsomme digtere der har været påvirket af lokale herskere. Den vældige ekspansion der skete dengang skyldtes hovedsagligt handel, slægter og centralisering af magten.

Et eksempel på en saga der er direkte upålidelig er Egils saga, hvor Egil plyndrer den rige by Lund i ca. 930. Men byen Lund opstod ikke før 990. Der er hvad plot og fortælling angår ikke meget sandhedsværdi at hente, omend man stadigt kan aflæse forhold som søfart, landbrug, redskaber, der ikke ændrede sig meget i de år. Tilbage står, at de ældste kilder og senere arkæologiske fund på ingen måde bekræfter sagaerne, og ordet viking blev slet ikke brugt i perioden fra 800 til 1250, hvor den væsentligste skandinaviske ekspansion fandt sted. Begrebet vikingetid blev først introduceret i forskningen i 1873, og da angiveligt fordi danskerne efter flere tabte krige trængte til at få styrket troen på sig selv. Vikingepropagandaen blev benyttet på nogenlunde samme måde af nazisterne før 2. verdenskrig.

Angiveligt var det angrebet på et engelsk kloster i 793 der indledte det, vi kalder vikingetiden. Alcuin, en kristen embedsmand ved Karl den Stores hof, skrev om det i breve til sine forbindelser rundt omkring i England, og det var hans spin der gav angrebet den epokegørende status. De ruiner der flashes, når angrebet omtales i vore dage er i virkeligheden ruinerne at et højmiddelalderligt kloster der fungerede indtil 1500-tallet. Angrebet i 793 er kun nævnt i skrifter fra de nordlige egne af England, mens der i de sydlige er lagt mere vægt på et angreb i 789, hvor daner dræbte den lokale foged. Angrebet var altså på ingen måde epokegørende.

Den skandinaviske ekspansion der fandt sted skyldtes blandt andet opfindelsen af sejlbådene der fik naboerne til at rykke tættere på, og handlen til at udvikle sig væsentligt. Alcuin der beskrev angrebet var ikke øjenvidne, men befandt sig et andet sted, og angriberne kan sagtens have været sammensat af skotter, friser og andre etniciteter, og de kan sagtens have været kristne.

Med hovedpersonerne Harald Klak, den første kristne konge i Norden, døbt 826, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet fortælles den sande historie om Skandinavien fra 800 til 1050, krydret med sagaer og fortællinger, som for eksempel Thors fisketur udlagt som et kristent sagn. I Sydeuropa fandtes der fra ca. 400 forfattere der sammenlignede Gud med en fisker der trækker helvedes drage op fra dybet.

Om udbredelsen af kristendommen kan man læse i Sort hedder en sten, Gorm og Harald får særlig opmærksomhed i bogen Jelling, og de islandske sagaer er genoversat i 2017 og beskrevet i Islændingesagaernes verden.

Anders Lundt Hansen

Sølv, blod og kongemagt

Med illustrationer fra Nationalmuseet, Gyldendals billedarkiv mv.

307 sider

Gyldendal

Udgivet: 28.05.2018

Birte Strandby