Hjaltes kamp er den første bog i en ny serie om vikingetiden. Bogen udgives kun et års tid efter Josefine Ottesens Vikingesagn samt kort tid efter bøgerne Sølv, blod og kongemagt om hvad der er sandt og usandt i forbindelse med vikingetiden og Sort hedder en sten der sætter spørgsmålstegn ved vikingetiden som historisk periode. Er det i virkeligheden en periode skabt i moderne danskere hjerner og ikke en reel tids i historien? Emnet er spændende nok, og iveren hvormed det diskuteres hænger muligvis sammen med genudgivelsen af de islandske sagaer. Under alle omstændigheder kan en handling med afsæt i et miljø med krigermænd og en kamp mellem Asatro og kristendom blive ganske spændende, og Charlotte Blay har jo øvet sig på at skabe spændende historier i mange år.

Hjalte er vores helt. Han er en dreng, og han har netop fået et rigtigt sværd af sin far. Desværre er det lidt for tungt, og Hjalte kommer til at plante det i sin fars fod. Hjalte flygter fra sin fars raseri og gemmer sig sammen med sin halvsøster der er datter af farens trælkvinde. De to børn rider rundt på henholdsvis ko og hest og forstyrres først, da seks langbåde viser sig på vandet. Venderne nærmer sig. Hjaltes storesøster og et skib med kostbare handelsvarer tager venderne med sig. I stedet fanger Hjalte og hans halvsøster drengen Rurik der er landet på kysten. Hjaltes far beslutter, at Rurik skal bruges som gidsel, så de kan få Hjaltes storesøster tilbage, og i mellemtiden udvikler Hjalte en slags venskab med den fremmede dreng.

Fortællingen foregår på Harald Blåtands tid – Harald Blåtand har endda en birolle, og Hjaltes mor beder til Kristus for at få Hjaltes storesøster tilbage, noget Hjalte ikke giver meget for:

På korset hang Guds søn, Jesus, og led. Det var svært at tro på sådan en svag gud, tænkte Hjalte.

Bagerst i bogen er runer og forskellige retter der muligvis kan henføres til perioden, eller også er de bare appetitlige. En illustration i grå/hvid i hvert kapitel minder os om, hvilken magisk tid vi oplever.

Hjalte og kong Blåtand er den næste bog i trilogien.

Hjaltes kamp

Vikingedrengens saga 1

Charlotte Blay

Illustreret af Per O. Jørgensen

112 sider

Koustrup & Co.

Udgivet: 15.08.2018

Birte Strandby