Udover at være væsentlig litteratur er de islandske sagaer også interessante som historiske dokumenter. Det er blandt her vi hører om Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges rejser til Vinland. Skrøner ifølge forskere, indtil man fandt vikingeboliger på New Foundland der kunne dateres til ca. år 1000, hvad der passer med sagaens tid. Til gengæld forventes mange af detaljerne om rejsen og om menneskene at være digtet af fortælleren, og generelt kan man ikke stole på sagaerne. Nutidens læser finder måske heller ikke, at tilstedeværelsen af gengangere vidner om realisme, men for datiden hørte samme gengangere med til opfattelsen af verden.

De islandske sagaer er oversat flere gange, i versionen fra 1930-31 af blandt andre Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Thøger Larsen. Det var en kunstnerisk pragtudgave men med udeladelser og omskrivninger, som ikke ville blive accepteret i en moderne oversættelse, hvorfor alle sagaer blev nyoversat i 2014, denne gang uden udeladelser eller omskrivninger.

Sagaerne gør sig bemærket ved forskellige fællestræk, et eksempel er underdrivelsen, litoten, som i: han (Torgejr) ikke kan afvise, at det var ham der har begået drab, der kan udlægges som, at det netop er ham, der har begået drab.

Angiveligt er sagaerne ikke baseret på mundtlige fortællinger, de er skriftlige overleveringer, og de er ikke opstået isoleret på Island men i samspil med europæiske kulturelle strømninger.

Nogle sagaer har trolde og drager i biroller, og andre har særlige indslag om anatomi eller geografi: Alle knoglerne i hans krop skælvede, og der var 214, hans tænder klaprede, de var 30 … (Fostbrødrenes Saga).

Datering og autencitet er væsentlige emner i bogen, men der berettes også om vikingernes skibe, fragt- og krigsskibe, og om mandens og kvindens plads i samfundet. Mændene beskrives hyppigst med udgangspunkt i deres styrke, udseende, kamptalent, mens kvinderne jævnligt karakteriseres ved klogskab og/eller snuhed. Hvis kvinden iførte sig bukser, var det skilsmissegrund. Mandens ære var et andet afgørende element, og en helt der var blevet gammel og hjælpeløs eller en mand der græd, måtte hånes.

Islændingesagaernes verden er informativ og interessant læsning. Den er i sin opdeling i kapitler også lidt forvirrende og giver måske mest mening, hvis man allerede er godt i gang med at læse sagaerne. Mest interessant er bogens sidste del, der indeholder en oversigt over sagaerne med beskrivelse af indhold, oprindelse og overlevering.

Annette Lassen

Islændingesagaernes verden

165 sider

Gyldendal

Udgivet: 2017

Birte Strandby