Thunberg er ikke syg i en normal verden, hun er tværtimod normal i en syg verden.

Anna Libak begynder sin historie om nutidens fordeling af ansvar og skyld med at referere til Henrik Stangerups roman fra 1973: Manden der ville være skyldig (filmatiseret i 1990 med Jesper Klein i hovedrollen). Hovedpersonen i romanen slår sin kone ihjel og insisterer efterfølgende på at blive idømt straf for sin udåd, men samfundet frikender ham, hjælper og støtter, og anerkender på intet tidspunkt hans ansvar.

Det sammenholder Libak med frasen fra halvfjerdserne: ‘Det er samfundets skyld’. Findes der strukturer i samfundet der tvinger mennesket til at handle på bestemte måder og dermed fritager det for ansvar? Det handler om sexisme, identitetspolitik og om offermentalitet.

Det er Libaks første tese, at tendensen til at skyde skylden på samfundet begyndte med 1960’ernes kulturelle forandringer. Det var her børn lærte at se på institutionerne med kritiske øjne. ‘Det borgerlige samfund havde kompromitteret sig selv med verdenskrige og Vietnamkrig.’

Det var her venstrefløjen vandt kampen om meningsmagten. Venstrefløjen bygger på Rousseaus ide, om at mennesket er godt, men korrumperes af samfundsstrukturen. Hvis man er høj placering i samfundet, betyder det, at man har profiteret af samfundsstrukturen, og dermed er man automatisk skyldig, udåd eller ej. Det illustreres med et eksempel fra USA om en ældre hvid mand der forblev skyldig i offentlighedens øjne trods rettens dom om det modsatte.

Højrefløjen og nationalstaten blev dengang kørt af sporet, men mødtes siden kortvarigt efter afslutningen af Den kolde Krig, og nu er højrefløjen og nationalstaten tilbage igen, denne gang med hjælp fra populisterne/anti-globalisterne især Trump, der ganske vist ikke har nogen problemer med at låne holdninger fra venstrefløjen og Rousseaus forventning om det korrumperende samfund. Offermentaliteten og krænkelsen blev et fælles projekt.

Når venstrefløjen råbte racist til enhver, der ønskede at bremse indvandring, råbte højrefløjen nu landsforræder. Det blev systemets skyld på begge fløje.

Underholdende og rap indføring i baggrunden for krænkelseshistorien og en markering af, hvor vi befinder os i dag – hyppigt krydret af forfatterens egne erfaringer som bz’er og potentiel sprogofficer.

Identitetspolitikken behandles også af Caroline Fourest i generation krænket og af Henrik Dahls Den sociale konstruktion af virkeligheden.

Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist

Værdikampen i det 21. århundrede

Anna Libak

280 sider

Kristeligt Dagblads Forlag

Udgivet: 2020

Birte Strandby