Identiteter, der ikke står til forhandling, vil trælbinde os, hvadenten vi selv eller andre pålægger os dem.

Har identitetspolitikken forårsaget uventet collateral damage? Og er kulturel appropriation blevet en forbrydelse? Kulturel appropriation er anvendelse af elementer fra en kultur af medlemmer af en anden kultur. Det er det der sker, når ungerne klæder sig i kimono eller bastskørt til fastelavn. Er det også det, der finder sted, når Rihanna optræder med såkaldte ‘afrikanske’ fletninger, når Jamie Oliver laver en jamaicansk risret, eller når canadiske studerende forlanger, at et yogahold bliver nedlagt, så den indiske kultur ikke bliver ‘approprieret’?

Den franske journalist og forfatter Caroline Fourest leverer en rap og veldokumenteret kritik af krænkelseskulturen. Hvornår er den berettiget, og hvornår går den langt over stregen?

Ifølge forfatteren er normerne skredet voldsomt de seneste år. Et eksempel er da formanden for NGO’en Transgender Europe kaldte det transfobisk at tilbyde Scarlett Johansson en rolle som en kvinde, der gerne ville være en mand. Havde krænkelseskulturen haft det samme fodfæste tidligere, kunne Anthony Hopkins ikke have spillet Zorba, The Greek, og Marlon Brando kunne ikke have spillet Godfather.

Caroline Fourest forsvarer kunstneres ret til at skabe et værk uanset inspirationen: Film og kunstværker har deres eget liv. … De har ind imellem større værdi end deres skaber. Hun mener også, at identiteten aldrig må stå i vejen for et kunstnerisk projekt og nævner flere eksempler på, at det netop er det der sker, når roller besættes på baggrund af skuespillerens DNA fremfor dennes talenter. Det kan i sin yderste konsekvens give alvorlige problemer for filmbranchen og spænde ben for nytænkning.

Disney har i flere omgange været anklaget for kulturel appropriation, i enkelte tilfælde berettiget som da virksomheden forsøgte at indregistrere udtrykket Hakuna Matata som varemærke.

Identitetspolitikken er understøttet af universiteterne. Enkelte amerikanske universiteter har ligefrem udarbejdet lister over mikroaggressioner, såsom spørgsmålet ‘Hvor kommer du fra?’ til studerende af anden etnisk herkomst. Og lærerne skal levere trigger warnings, når for eksempel Antigone og Den store Gatsby er på læseplanen. Spørgsmålet er, om den fremgangsmåde redder nogen, eller om den skaber ofre.

Der er en særlig slagfærdighed i franske protester – fra Zolas J’accuse til Indignez-Vous! af Stephane Hessel. Det er hurtig, dygtig argumentation, og man kan mærke forfatterens vrede og irritation på en måde der kan få dansk kritik til at virke fredsommeligt leverpostejfarvet. (Det gælder dog ikke Henrik Dahls Den sociale konstruktion af uvirkeligheden, der også giver identitetspolitikken en på hatten. Anmeldes på bogvægten.dk i oktober.)

I Fourest’ fremlægning kan man virkelig se, at vi er ude på et skråplan der kan skabe problemer for kunst, film og vores måde at være mennesker på. Fourest gør en indsats for at skelne mellem hysteri og undertrykkelse af en minoritet, og det bør vi andre også gøre.

generation krænket

fra sprogpoliti til tankepoliti

Caroline Fourest

Oversat af Karsten Nielsen

170 sider

Grønningen 1

Udgivet: 2020

Birte Strandby