… der er ingen grund til at plante en nødløgn i den historieskrivning, der skal rette op på fortidens forsømmelser. 

Caroline Fourest har for nylig udgivet ‘generation krænket’ der handler om, hvordan identitetspolitikken er løbet løbsk. 

Henrik Dahl er ude i et lignende ærinde, og i lighed med Fourest giver han universiteterne en del af skylden for, at det er gået så galt. I samme hug får han langet humaniora og samfundsvidenskab den forventede lussing for lave akademiske standarder, en lussing Dahl med jævne mellemrum har uddelt de seneste år efter at have observeret tydelige mangler i aalborgensiske studerendes viden. 

Som Fourest peger han på mærkværdighederne ved krænkelseskulturen. Problemet er ifølge Dahl, at det liberale demokrati er i fare, hvis man tager identitetspolitikken til sig. For at kunne identificere bæstet, har Dahl præciseret identitetspolitikken i ti punkter herunder: ytringsfrihed, herunder falder polemikken om afsyngelse af ‘Den danske sang er en ung, blond pige’. Censur, det vil sige censur af litteratur der måtte være krænkende fra Lille Sorte Sambo til The Great Gatsby med passende trigger warnings, før man går i krig med Huckleberry Finn.  

De andre punkter er indoktrinering, udhuling af retssikkerheden, racisme, segregering, nysprog, legalisme og kollektive rettigheder. I forbindelse med det sidste punkt omtaler Dahl kvoter for ansættelse af kvinder, og hvad angår segregering fortæller Dahl om amerikanske universiteter der for at hjælpe sorte studerende, reserverer særlige områder, hvor hvide ikke har adgang. Det lyder grotesk, men måske er det der, identitetspolitkken kan føre os hen? 

En anden udløber af identitetspolitikken er diskussionen om ubevidst bias mod kvinder i ansættelsessituationer. En diskussion der først blev understøttet af Goldin and Rouses studie fra 2000 om effekten af blindtest af musikere. Det fantastiske resultat – at langt flere kvinder blev hyret efter blindtest –  blev i øvrigt senere tilbagevist af samme studie. Andre tolker den ubevidste bias som det, man kalder Rip-Rap-Rup-effekten om mandlige lederes tilbøjelighed til at ansætte medarbejdere der ligner en selv.  

Dahl skælder ud på venstrefløjen, der ifølge Dahl agiterer for, ‘at det er psykisk ødelæggende at skulle præstere i uddannelsessystemet’ – og hepper samtidigt på højrefløjen, der skal til at tage sig sammen. Og mens vi afventer et borgerligt selvopgør, venter Dahl på, at der afsløres en sammenhæng mellem antividenskabelighed og bekæmpelse af Covid-19-epidemien. 

Der er noget oplivende ved skarp (og vred) kritik, og Den sociale konstruktion af uvirkeligheden har mange væsentlige pointer. Dahls entusiasme afslører dog ikke, at liberal tankegang er røget ud af kurs, at forbrugerismen og det frie marked er dødssejlere, og at vores klimaudfordringer røber, at vi ikke alle er fornuftsvæsener. Men det skal man ikke lade stå i vejen for at nyde en god spanking. 

Imidlertid må man aldrig undervurdere veluddannede menneskers evne til at overse og benægte det evidente … 

Den sociale konstruktion af virkeligheden

Forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede

Henrik Dahl

201 sider

Grønningen 1

Udgivet: 2020

Birte Strandby