Kamila Slocinsk har før illustreret to af Kim Fupz Aakesons bøger, Køteren og Paradis, plus Zenia Johnsons: Hunden der ikke troede på op.
Nu er hun på banen med sin helt egen billedbog om den lille flinke Pelle Pelle. Vi kan se, at han bor på en lille bitte ø med et stort æbletræ, Hans hus er bygget oppe i træet, og han har en rebstige til at komme ned. Fra sin lille bådebro kan han sidde og fiske, og han fisker en flaskepost med ordene: Hjælp mig! Hilsen den triste Bjevs.
Selvfølgelig drager Pelle Pelle ud for at hjælpe. Hr. Hval hjælper ham til den næste ø, Griseøen. Her er Bjevs ikke, men der er heldigvis en flyvende gris, så Pelle Pelle kan komme videre.
Han lander på en mærkelig ø, hvor en kylling har problemer med en punkteret cykel. Et underligt dyr, der er halv snegl og halv hund hjælper Pelle Pelle videre til en ny lille ø, hvor der bor en kop uden hank og en handske uden hånd. Men Pelle Pelle kan lime hanken på med sin superlim fra sin talende taske, og så hjælper koppen og handsken Pelle Pelle hen til den triste triste Bjevs’ ø. Derefter bliver der holdt fest, så Bjevs ikke skal føle sig så alene, og Bjevs inviterer Pelle Pelle til at bo sammen med sig.
Sød historie om hvor godt det er at have nogen at være sammen med. På billedsiden er det en ren vrøvlehistorie med mærkværdige talende dyr og et par børn i en verden af hav og meget små øer.
Der er tegnet med sort tusch og vandfarve i en skæv barnlig streg, der virker ret tegneserieagtig. Den er tosset nok på den gode måde, som børn selv er, og skal nok få børnene til at more sig og digte videre.
Pelle Pelle Santana og øerne
Forfatter og ill.: Kamila Slocinska
32 sider
Forlag: Turbine
Udg.: 06.11.2012
4 glober
Jan Vandall