Multimedieroman for unge
Linnea går i gymnasiet og har alderen til stor filosofi, skarpe observationer, naivt og dybt tankespind, konklusioner af varierende beskaffenhed, og så er hun varm på A, men mener ikke at han har lagt mærke til hende, undtagen til en enkelt fest hvor hun var umådeligt beruset.
Kærligheden er besværlig, men Linneas problemer består også i, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at fastholde veninden Janine, der foretrækker at hænge ud med andre. Janine og Linnea har aftalt, at de skal mødes og tale om deres relation. Det lyder tungt og seriøst og Janine synes det er for meget, overgangen fra det dybe venskab til en løsere forbindelse er pinefuld for Linnea.
Dagbogen er Linneas måde at holde forbindelse med sig selv. Udover dagbogsoptegnelserne er der Linneas egne tegneserier – blandt andet en der hedder ‘Hvorfor jeg hader mandegrupper.’ – der er billeder, en miljøbeskrivelse og et begreb Linnea kalder stemmeminde, det er eksempelvis referat af hendes mors litteraturklub, som Linnea ikke så sidst de var i hjemmet men dog hørte tydeligt. Titlen på stemmemindet er Bevis på tilværelsens utålelige meningsfuldhed, en titel der er ganske sigende, når man kigger nærmere på de indeholdte debatter.
Tegneserierne har en egen historie, mens dagbogsoptegnelserne har forventninger til mødet med den interessante A. En anden vigtig figur er dansklæreren Frederik, der er med al sin sejhed er med til at kaste glans over projekterne og samle nogle af trådene for Linnea. Dagbogen er spraglet, sammensat og afbrudt som teenageliv kan være det, og tonen rammer både jævnaldrende og tiden præcist.
David Wiberg
Oversat af Vibeke Bruun Arildsen
298 sider
Vild Maskine
Udgivet: 2015
Birte Strandby
