Jeg bænker de resterende unger under plakat af pinup-model med kæmpebryster og hører mig selv sige Tag en romkugle, unger, mor skal lige tatoveres.

Dette citat giver et lille indtryk af forfatterinden, der er betagende rap i replikken og dejlig kontant i sin fremstilling af religiøse problemstillinger. Med en palæstinensisk far, en dansk mor og en pakistansk ægtefælle er kultursammenstød noget hun må leve med dagligt, og som læser kan man godt blive betaget af Aamand og hendes ægtefælles måde at tackle tingene på og begejstres over et bofællesskab med 200 beboere, mere end ideelt for børn og hårdttrængte forældre, selvom det ikke helt er ønskedrømmen for Aamands ægtefælle.

Parret har fem børn og er enige om at give børnene plads til selv at vælge religion. Deres ældste søn på fjorten vælger buddhismen.

En barriere for den fuldendt ægteskabelige lykke er svigermorens dyrkelse af sin religion, som forfatteren opfatter som stadigt mere hyklerisk. Forholdet til svigermoren er udfordrende fra dag et. Det viser sig, at Kristina er gravid længe før det planlagte bryllup, og svigermoren opfatter hende ikke som den ideelle hustru til sin søn. Da det ringer på døren i svigerforældrenes hjem, skubber svigermoren Kristina ind i et skab, så hun ikke blamerer dem overfor gæsterne. Langt senere da det ældste barnebarn er seksten og har en kæreste, nægter svigermoren at modtage barnets kæreste i sit hjem, fordi Islam forbyder førægteskabelige forbindelser. At Islam også forbyder ægteskab mellem fætre og kusiner, tager hun ikke helt så tungt, og det lykkes hende at få sin yngste søn gift med en af hende udvalgt kusine.

Mødet med en tidligere kæreste og en rund fødselsdag får Kristina til at tage sine daglige kampe op til revision.

På tværs indeholder nogle af de samme problematikker som Brun mands byrde af Hassan Preisler og en egen skarpt krydret udtryksform. Bogen ligger og balancerer mellem god momlit og et stykke interessant samfundslitteratur uden helt at vedkende sig nogen af genrerne.

På tværs – Kunsten at overleve en pakistansk svigermor

Kristina Aamand

200 sider

Gyldendal

Udgivet: 17.08.2015

Birte Strandby