Komplekskuller er en novellesamling om fremtidens samfund, hvis vi ikke reagerer på klimaforandringerne. Det er måske nok science fiction, men det er sandeligt også gys.

I novellen Kuplen af Hanne Rump er hovedpersonen en ung pige. Hun går på universitetet og bor hjemme hos sin mor. Faren er død i en arbejdsulykke året før, og vores hovedperson har en ide om, at det måske ikke var en ulykke men en likvidering på grund af hendes fars kritik af systemet. 

Menneskene har boet i kupler i 300 år. De spiser syntetisk kød:

Vi holder ikke dyr. Fortidens fejl skal ikke gentages.

Folk tørbader, og på storskærm ser de tiptipoldemors nedarvede mikrofilm af børn der plasker rundt i et bassin i en have Tænk at have så meget vand! Demokratiet er afskaffet, og nu har man diktatur, militær på gaderne og overvågning. Stilen er lidt den samme som i George Orwells roman 1984, men med mere håb.

En anden novelle ‘Hobbyer’ kunne være inspireret af Dürrenmatts Der Tunnel fra 1952. Der sidder en mand i et tog Han skal forberede et foredrag og sidder dels og læser i sine papirer, dels sidder han håber, at han kan få arbejdsro. Det kommer til at knibe. Toget går i stå i helvede, og det angribes af de mennesker der ikke undslap den seneste epidemi.

Fælles for de fleste af novellerne er de dystre verdener. En af de få positive noveller er ’Til sidste dråbe’. Her er nyheden om fejringen af Den Føderale Republik Palæstina-Israel. I stedet for veje og biler er der træer, blomster og marker. Men der er andre problemer. Antallet af mænd er faldende. Faldet forventes at hænge sammen med klimaforandringerne eller hormonforstyrrelser grundet miljøbetingede faktorer. I hvert fald er samfundet befolket af kvinder, hermafroditter og ganske få mænd. Det er her underforstået, at det er feminiseringen af samfundet der har gjort det bæredygtigt. Bilen er på museum, togene kører på algeafkog

Det er glimrende noveller med høj underholdningsværdi og blik for, hvad vores negligering af klimakrisen kan resultere i. Novellerne er meget forskellige, og i en enkelt stilles også spørgsmålet: Hvorfor gjorde de ikke noget? Så til trods for mange fantasifulde fortællinger, kan hver og en af dem opfattes som opfordring til at komme op af stolen og gøre noget.

Måske kunne Science Fiction Cirklen sende anmeldereksemplarer til regeringen?

Komplekskuller

Klimafiktion

Jesper Goll, Lars Nisted, Hanne Rump, Sara Weisdorf, Niels Kjærgaard, Rune Nyholm Nøhr, Sofie Boysen, Maria Pilh Bengtsen, C C. Thybro, A. Silvestri, Tim Sørensen, Cindy Lynn Brown, Anders Olesen, Sonja Winckelmann Thomsen, Gudrun Østergaard, Jon Terje Østberg, Rasmus Hebsgaard, Helen Toksværd, Ea-Katrine Lystbæk Thomsen, Martin Møller Geertsen, J. M. Jensen, Trine J. Cederlöf, Majbrit Høyrup, Heidi Bobjerg

Redigeret af Carl-Eddy Skovgaard

397 sider

Science Fiction Cirklen

Udgivet: 2021

Birte Strandby