Klyderne (Jesper KleinJess Ingerslev, Tom McEwan og Lykke Nielsen) spurgte i 1978: Klager vi nok? Hertil kan vi nu svare ja. Vi klager rigeligt og ved enhver lejlighed over de mange krænkelser, vi jævnligt udsættes for. Især har vi problemer med køn, race, nationalitet og socialklasse. Det fremgår af flere nylige debatter om blandt andet kønsneutrale trafiklys og afsyngelse af Den danske sang er en ung blond pige på Københavns Universitet. Det sidste skabte en shitstorm, uagtet hændelsen var blevet stilfærdigt bilagt uden krænkede og uden ændringer af regler – to år før den nåede den danske presse. Hvad angår de kønsneutrale trafiklys, så var det udelukkende en sag skabt i medierne, og ingen ville stå til mål for den.

Et problem er ifølge forfatterne, at de sociale medier puster til ilden. Vores opmærksomhed er en knap ressource, og vi kaster os hellere over det der forarger, end det der informerer. Et andet problem er vores krænkelseskultur.

Forfatterne har en stribe eksempler på, hvordan vi mere eller mindre ubevidst krænker og føler os krænkede afhængigt af synsvinkel: I 2012 blev det lovligt for to mennesker af samme køn at gifte sig. De erhvervede sig en rettighed der ligestillede dem med andre. Her ville en queerfeminist i stedet for at glæde sig over den erhvervede rettighed, måske stille spørgsmålstegn ved hele ægteskabsinstitutionen der reproducerer en borgerlig ideologi om monogami.

Eller: Et udtryk som ‘Hvor taler du godt dansk’ stempler modtageren som fremmed, som ikke-medlem af fællesskabet, og hvem ekskluderer vi med ‘Mine damer og herrer!’, når vi nu ved, at der er mere end 50 andre mulige køn?

Med krænkelseskulturen kommer vi også ind på gruppetænkning og identitet, og hvordan vores historie, opdragelse, sprog og kultur kan gøre os privilegieblinde, så vi ikke får øje på den retorik, de handlinger og normer der krænker andre.

Med udgangspunkt i identitetspolitikken ser forfatterne nærmere på Trump og hans særlige evne til at polarisere debatten. Det er et af bogens mest underholdende og mest skræmmende kapitler, og også en udmærket begrundelse for at tage fat på identitetspolitikken og det mere praktiske, hvordan vi opkvalificerer debatten.

Det kan vi gøre ved at droppe krænkelsesnarrativet og offertilbøjelighederne, se nærmere på kritikken og sætte os ind i modstanderens position – og bidrage til at styrke demokrati og dialog på arbejdspladsen og i institutionerne. Det er næppe så enkelt, når en sensationshungrende presse og de sociale medier med hårdtslående overskrifter slås om vores knappe opmærksomhed, men Os og dem er indtil videre et af de bedre bud på fokusering på/og løsning af debatproblemerne.

Os og dem

Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks

216 sider

Gyldendal

Udgivet: 22.08.2019

Birte Strandby