Som en bedre Hitchcock, Maria Lang, Agatha Christie, Else Fischer får Langstrup placeret sine hovedpersoner på en ø isoleret fra omverdenen, og så sker det første mord.

Det giver en helt særlig uhygge, som især Christie dyrkede – blandt andet i krimien And Then There Were None, og når persongalleriet dertil er meget beskedent, kan det blive virkeligt vanskeligt at gætte, hvem der er morderen.

Klavs har købt en ø tæt på Cuba, og hans hustru, Jeannette, insisterer på at holde jul for familien i det varme paradis. Det gør hende en smule stresset, dels på grund af de mange forberedelser, og dels fordi familiens samvær er sært uharmonisk, især har Klavs et anstrengt forhold til sin søn.

Udover Klavs og Jeannette er der også det par der tager sig af huset, og snart ankommer sønnen der er professionel gamer, og datteren der medbringer sin nye kæreste. En ualmindeligt tiltrækkende kæreste, synes især Jeannette. Trods de familiære gnidninger, der både går på sønnens levevej og farens jonglering med andres penge, er der lagt op til en god jul, hvis ikke lige Jeannette havde set en fremmed mand snige sig rundt på øen.

Om morgenen findes det første lig, og ingen kan rigtigt regne ud, hvem morderen er. I forsøget på at redde sig selv og hinanden, spreder personerne sig på øen, og lige pludseligt ser det ud til at alle er i fare.

Det er ikke en ny type gys, men det fungerer stadigt fint. Personerne er troværdige, og både mor og datter har nogle overraskelser til hinanden og til læseren.

Tabu

Steen Langstrup

278 sider

2 Feet Entertainment

Udgivet: 23.08.2019

Birte Strandby