Pædagog og småbørnsmor Emilie Melgaard Jacobsen har udviklet et koncept med søvnmeditation for de allermindste. Nu udkommer bogen ”Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne. Søvnmeditation for børn. Om kærlighed og selvværd” der er seneste skud på stammen i universet med natbjørnen Tjugga.

Det er Emilie Melgaard Jacobsens søn William, der fandt på navnet til godnat-bjørnen, der hjælper mindre børn med at falde i søvn. Tjugga findes som meditations-app og nu som bog.

Bogen starter med en læsevejledning til de voksne med gode råd til, hvordan man kan læse bogen sammen med sine børn. Idéen er ikke blot at få barnet til at falde søvn. Det er i lige så høj grad at tanke barnet op med masser af selvværd og positivitet.

Fortællingen om Natbjørnen Tjugga og kærlighedsblomsterne er super charmerende, varm og kær. Den hjælper dit barn med at falde trygt i søvn ved at tage barnet med på drømmerejse til natskoven og plante en kærlighedsblomst. Tjugga gør barnet afslappet og trygt. På fantasirejsen stiller Tjugga spørgsmål til barnet, der hjælper barnet til at tale om sin dag og sine følelser. Den voksne indsætter barnets navn på de steder, der er markeret i teksten. Man må gerne springe spørgsmål over. Til slut ligger Tjugga og barnet i natskovens bund og kigger op på stjernerne, mens Tjugga forsikrer barnet om at det er værdifuldt og elsket.

”Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne” er smukt illustreret af forfatteren selv. Der er masser af farver og blomster. Det emmer af glæde, og den kærlighed der formidles i historien, stråler ud af bogens sider!

I mange småbørnshjem er puttetid desværre lig med stress og tårer. Men med ”Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne” får både forældre og børn et konkret og anvendeligt værktøj til at håndtere puttetiden godt. Teknikkerne der anvendes på fantasirejsen er hentet fra meditation og mindfulness. Der gøres brug af gentagelser, simple vejrtrækningsøvelser og kærlige bekræftelser. Der skabes en bevidsthed om vigtigheden af, at vi som forældre får sat ord på vores kærlighed til barnet og at barnet også skal elske sig selv og sine medmennesker. Godnathistorien er i sig selv simpel, men netop derfor vil den også virke genkendelig. Universet vil blive trygt og rart for barnet på kort tid.

Tjugga er en søvnmeditation, der er let at gå til for både forældre og børn. Med Tjugga øver man sig i at være i nuet (mindful) og finde ro, så søvnen kan indfinde sig. Dét er godt tænkt!

Bogen afsluttes med en præsentation af Emilie Melgaard Jacobsen og hendes mission. Hun fortjener applaus for det fine arbejde med bogen. Jeg er sikker på, den vil blive nydt og værdsat i mangen en børnefamilie!

Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne

Søvnmeditation for børn. Om kærlighed og selvværd

Forfatter: Emilie Melgaard Jacobsen

Forlag: Aronsen

44 sider. Hardcover

Udgivelsesdato: 20. 10. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg