En lille spændingsfyldt krimi til søndagsuhyggen
Med inddragelse af alle de for krimien nødvendige elementer holder tidligere fængselsbetjent Dorthe Annette Hansen endnu engang læseren fanget i spænding og undren.
Mias liv har været brolagt med dødsfald, faren, en veninde, en kæreste er døde, og Mia er selv skyldig i kærestens død. Så hvis Mia begår selvmord, er det måske ikke så mærkeligt. Og så er der alligevel noget mystisk ved den affære. Det fornemmer Mias mor, og det fornemmer politimanden Mark der engang var Mias ungdomskæreste. Nu kæmper han for at være en god og nærværende far for sine to børn; et projekt der ifølge hans ekskone er dømt til fiasko.
Det begynder smukt i Tivoli. Der er Mia med sine venner, og der er Mark med sine børn. Mark har en særlig sans for forbrydelser, han kan ligefrem lugte, når noget er under opsejling, og netop den forudanelse oplever han, mens hans to børn sidder i børnekarrusellen. Det forskrækker ham, og minutter efter kastes et menneske ud fra Dæmonen og lander døende for hans fødder. Som politimand er han nødt til gå videre med sagen, selv om han i forvejen slås med en sag om en psykiater, der er blevet dræbt.
Det bliver ikke de eneste mord, og langsomt oprulles Mias liv, forholdet til vennerne og Mias kendskab til en drukneulykke mange år tidligere. Både Mias mor og Mark søger en opklaring, og det bliver fatalt.
Et bånd af blod fungerer glimrende, men en enkelt præmis er svagt utroværdig: Ville Tivolis kontrollanter nogensinde undlade at tjekke låsesystemet på Dæmonen?
Et bånd af blod
Dorthe Annette Hansen
159 sider
byens forlag
Udgivet: 2016
Birte Strandby