Efter de spændende romaner Tempus fugit og Skæbnemageren kommer her den tredje ungdomsroman om en dreng der får mulighed for at fifle med magi og med andre, magiske og uhyggelige verdener.

Jack er 14 år gammel. Han har en irriterende lillesøster, og hans forældre er netop blevet skilt, fordi hans far har fundet en anden – en yngre kvinde med en søn på otte år. Hans mor har lejet et gammelt – naturligvis øde beliggende – kæmpehus. Ejeren virker venlig nok, men understreger, at der er en af de mange døre, de ikke må åbne – som i eventyret om Blåskæg. Der er ingen netforbindelse, og Jack hader denne forfærdelige og regnfulde ferie der vil blive fulgt op af en flytning og et skoleskift.

Jack tjekker husets mange rum. Bag dørene er der andre verdener, en verden hvor tiden står stille, en verden hvor han kan opleve Disneyland gennem sin nye halvbrors krop. Bag den forbudte dør ser det anderledes ud. Her har man brug for hans hjælp. Det minder om et fantasiland i en historie Jack digtede, da han var syv år gammel, men der er nogle uhyrer der ikke var med i hans historie.

Jack flytter frem og tilbage mellem sine verdener, men kan ikke rigtigt komme det onde til livs, selvom han kan se, at både han, hans mor og lillesøster er ramt af ondskaben i huset.

Illustrationerne er sort/hvide tegninger der understreger uhyggen, forløbet er overraskende og har den samme accelererende spænding som Tempus Fugit, men historien ender bedre. God læsning til ferien, bedst hvis man er sammen med hele familien i et fuldt oplyst telt på en tæt belagt campingplads.

Kenneth Bøgh Andersen

Lysets hjerte

Illustreret af Rasmus Jensen

80 sider

Høst & Søn

Udgivet: 08.06.2018

Birte Strandby