Dette lille eventyr foregår på havets bund. Kalle er en krabbe, og en dag møder han søanemonen Anne. Efter nogen indledende misforståelser finder de to hinanden, og Anne foreslår Kalle, at han bærer hende rundt. Så kan hun holde udkig, og Kalle kan sørge for mad. Kalle er nyforelsket, mens Anne tidligere har været sammen med en anden krabbe. Det sidste fylder Kalle med jalousi, især da han opdager, at forholdet til den anden krabbe måske ikke er helt afsluttet,
Kalle inviterer Anne på et måltid. Hans gamle ven, ålen Hans-Peter-Christian, er netop død og smager fortryllende, så det må lige være noget for Anne. Desværre er der nogen der har spist resterne af Hans-Peter-Christian til både Anne og Kalles skuffelse. Ved et fantastisk tilfælde fanger Kalle i stedet en reje, men da har Anne tabt interessen – tilsyneladende både for rejen og for Kalle.
Kalle lider alle helvedes kvaler og kan hverken forstå eller styre sine følelser, og hvis man nogensinde har prøvet at være forelsket teenager, så kan man kun føle med stakkels Kalle. Anne er lidt sværere at gennemskue, men måske er hun virkelig ude på at torturere Kalle.
At eventyret foregår på havbunden kan måske undre, og hvordan har krabber det egentligt med søanemoner med giftige tråde – selvom Anne bedyrer, at hun ikke stikker nogen, hun godt kan lide? Men det valgte havmotiv giver plads til nogen let platte men meget originale jokes.
Anne og Kalles samtaler der er tunge af alt det, de ikke får sagt kan til gengæld genkendes fra det virkelige teenagelivs uendelige trængsler.
Søforklaring
Christian J. D. Dirksen
Et maritimt inspireret eventyr
72 sider
Forlaget Genspejling
Udgivet: 2018
Birte Strandby