Flot, fascinerende, forfærdeligt frygtindgydende fantasy-fortælling

Er man ond, hvis man ønsker, at ens tvillingebror forsvinder? Det er det, Simon gør. Hans bror, Tim, er populær, han har venner, mens Simon egentligt bare er sær. Simon ønsker, at Tim bare aldrig var blevet født, og næste morgen er han væk – væk som i væk fra familiefotografierne, væk fra forældrenes og vennernes hukommelser. Simon fortryder, og ved et mærkeligt tilfælde får han adgang til den verden, der har slugt hans bror, og måske får han mulighed for at hente ham tilbage.

Her starter den gyselige vandring mod spindelheksens spisekammer. Simon får hjælp til af finde vej af Tom, der ikke er et menneske men noget andet. Tom er stedkendt i den uhyggelige verden, og han har en logik der kan måle sig med den, man møder hos kålormen i Alice i Eventyrland:

– Hvordan kan det egentligt være, at vi taler samme sprog?

– Ellers ville vi jo ikke kunne forstå hinanden.

På rejsen må de først slå vejen omkring skæbnemageren, der kan fikse Simons skæbne, så han får mulighed for at finde sin bror. Det er en strabadserende tur, hvor de møder hidtil ukendte væsener i mere eller mindre truende udgaver.

Illustrationerne sætter fuldt blus på Simons voldsomme og storslåede oplevelser, og udover effektfuldt brug af farver, lys og skygge suppleres med kraftige lydbilleder. Den vellykkede kombination af tekst og tegninger placerer Simon i konstant fare og læseren på det yderste af stolen. Hvorefter man skulle være kureret for enhver trang til nogensinde at ønske nogen hen hvor peberet gror.

Skæbnemageren

Kenneth Bøgh Andersen

Illustrationer af Lars Gabel

176 sider

Rosinante & Co

Udgivet: 09.06.2017

Graphic novel

Målgruppe: 10+

Birte Strandby