Frank Grabowski har fået stillingen som direktør for West African Motors i Nigeria. Frank er opmærksom på, at kulturen ligger meget langt fra den danske, og der er problemer allerede før han lander i Lagos. En sms fra en ukendt afsender er tydeligvis en trussel, og det bliver ikke den eneste.

Frank tager sit arbejde på sig. Allerede første dag har han fat i nogle af cheferne for ikke at gøre deres job ordentligt, og skønt han gør en dyd ud af at lytte til sine medarbejdere, lægger han hårdt ud. Det er ikke alle der er vilde med hans ledelsesstil. En aften finder han en sort mamba i sin seng, og senere bortføres en reparatør fra firmaet. Han leveres tilbage igen i hel men chokeret tilstand, og måske var det ikke reparatøren der skulle have været bortført. Frank har en fjende blandt sine medarbejdere, og romanen ender med drama og mord.

Kim Højgaard Rasmussen udgav i 2014 Hjælp jeg skal til Afrika! der er en manual til den forretningsmand der skal handle med Afrika. Forfatterens egne erfaringer fra kontinentet danner baggrund for manualen og også for Flammetræet. Det er interessant, fordi handel i Nigeria er så meget anderledes end handel i Danmark, som adskillige af den danske handelsflådes skibsførere har måttet erfare, når de har været nødt til at betale immigrations- og toldmyndigheder for ikke at komme til at ligge for længe på reden før losning og lastning.

På et tidspunkt skal vores hovedperson Frank forhandle med den nigerianske handelsminister. Det er Franks håb, at man kan få ministeren til at forlænge toldsatserne for import af udenlandske biler, så Franks firma ikke udsættes for hård konkurrence. Ministeren er positiv, men forventer til gengæld, at hans bror kan overtage West African Motors’ agentur i Uyo. Det er ikke den eneste gang, det bliver nødvendigt at imødekomme specielle krav fra mennesker der regner bestikkelse for en del af lønnen.

Sproget kunne godt have tålt en mere omhyggelig gennemlæsning; især på de første 100 sider er udtryksfærdigheden tæt på gymnasieniveau, men efterhånden kommer der mere greb om det, og spændingen på bogens sidste sider fejler ikke noget. Plottet er ok, men billedet af virksomhedsdrift i Nigeria er klart romanens mest tankevækkende træk.

Kim Højgaard Rasmussen

Flammetræet

320 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 2018

Birte Strandby