Med måde er nu alting godt.

Citatet er fra Katrine Larsen aka Lily Broberg i TV-serien Matador. Det er en god sætning til efterlevelse – smukt demonstreret i Gå glip.

Der er mindst fem grunde til, at vi skal lære os begrænsningens kunst: Det er en politisk nødvendighed, hvis vores klode skal kunne overleveres til næste generation i brugbar tilstand. Der er en eksistentiel årsag – fremhævet med Kierkegaard-citatet: Hjertets renhed er at ville ét. Der er en etisk fordring: På egen Navle stirre/er kun et ringe liv. Der er en psykologisk gevinst – det styrker karakteren at lære sig begrænsningens kunst, og sidst: der er en æstetisk kvalitet, en glæde ved at vælge det enkle.

Som Brinkmanns øvrige værker handler det om en reaktion på en uholdbar trend i tiden. Nøjsomheden har været på banen tidligere med ‘simple living’, der blev dyrket af de rige for nogle år siden; men i mellemtiden er der kommet rigtig god fart på forbrugerkapitalismen jævnligt applauderet af reklameverdenens: Fordi du fortjener det eller Just do it. Grænseløsheden har holdt sit indtog både i forbrug og i tilværelsens øvrige valgmuligheder. Erhvervelse af de nyeste, hotteste produkter giver en kortvarig glæde, hvorefter man sigter på det næste indkøb. Det er selvsagt uholdbart, og Brinkmann viser ydermere hvorfor individualisme, kontrol og valgfrihed kan berøve os den vigtigste vaccine med depression nemlig tilhørsforhold og engagement i grupper og sammenhænge.

Brinkmann er med sin diskussion af individualismens fortrædeligheder inde på samme spor som Vincent Hendricks i Fake News og Spræng boblen, og der er også andre elementer i Gå glip der er set før, eksempelvis Serenity prayer, skumfidustesten, at valgmuligheder kan give stress og Trumps forhold til virkeligheden. Det er nogle af de hyppigste indslag i årets lettere faglitteratur, skønt det skal siges at Gå glip også indholder en tilføjelse til/kritik af skumfidustesten og en forklaring på hvorfor Trump på sin indsættelsesdag ser mange flere tilhørere foran det hvide hus end alverdens tv- og pressefotografer.

Som i enhver god selvhjælpsbog handler det sidste kapitel om, hvordan vi forbedrer tingenes tilstand – her: træner vores nøjsomhed.

Gå glip er ok læsning men langt fra så kontroversiel som Brinkmanns udgivelser Stå fast og Ståsteder.

Svend Brinkmann

Gå glip

Om begrænsningens kunst i en grænseløs tid

144 sider

Gyldendal Business

Udgivet: 12.09.2017

Birte Strandby